Rundens Hold #1, Bambuni Kvindeligaen
Del27. august 2026
Vi er tilbage.
Med fulde brag.
Vi ved, at I har ventet lige så længe som os – hvis ikke længere – på at vi endnu en gang kunne fløjte Bambuni Kvindeligaen i gang. Holdene har været i preseason de seneste uger, hvor et hav af træningskampe er blevet spillet – nogle mere spændende end andre. Men nu gælder hver en kamp for at sikre den bedste plads i grundspillet.
Vi var ikke vidne til de store overraskelser i første spillerunde, men vi fik derimod både spændende opgør og magtdemonstrationer at se. Silkeborg-Voel, Viborg HK, Team Esbjerg, HØJ og NFH tog alle sikre sig i første kamp, mens København tog en kneben sejr over Sønderjyske i sæsonens første gyser.
Match of the Round var opgøret mellem Ikast Håndbold og Odense Håndbold, der næsten med garanti for intensitet og god håndbold. Og lige præcis de ting fik vi serveret i gårsdagens opgør, hvor Odense dog alligevel viste, at de stadig ligger et gear over Ikast i flere af spillets facetter.
Én dag med fuld plade betyder, at vi allerede nu kan præsentere Rundens Hold #1:
Rakul Wardum, SKB: Målvogter
Wardum er kommet hjem til Skanderborg – og sikken entré. Efter at have surfet rundt mellem andre klubber er den talentfulde målvogter atter tilbage i Skanderborg, hvor hun har taget plads mellem stolperne. Den færøske landsholdsmålvogter gik fuldstændig uimponeret ind til opgøret mod NFH, hvor hun, med stil, viste karakter. 14 redninger og en redningsprocent på hele 53,85%. Samlet MEP-score: 4,89
Clara Hanna Lerby, NFH: Venstre fløj
Det er sikkert ingen hemmelighed, at flere ville kigge mod Clara Lerby, hvis sæsonens kommende topscorer skulle vælges – for hun scorer mål (og altid i flertal…). Og hun starter den nye sæson, som hun sluttede sin sidste. I kampen mod Skanderborg fik hun for alvor vist noget af det, hun er ekstremt dygtig til: at score mål og stjæle bolde. 12 mål blev det til og hele 6 bolderobringer. Samlet MEP-score: 8,9
Jamina Roberts, IKA: Venstre back
Roberts må siges at være én af de mest rutineret spillere i Bambuni Kvindeligaen – og netop derfor er hun én af dem, man kigge til i en sæsonåbner. Og hun skuffede ikke. Roberts gjorde det svært for Odense af flere omgange og viste smagsprøver på, hvad hun kan. Det resulterede i 7 mål, 4 assists, 3 bolderobringer og 4 tilkæmpet straffe. Samlet MEP-score: 6,53
Maria Palsdottir Nólsoy, KBH: Playmaker
Ny klub. Nye holdspillere. Nyt ansvar. Maria Nólsoy er på plads i København, og i går fik hun mulighed for at vise hjemmepublikummet, hvilke evner hun har. Foruden af blive kampens spiller i tigerhulen render hun i denne runde afsted med en yderst fortjent plads på Rundens Hold som spilfordeler: 7 mål og 6 assists (og 2 vigtige point). Samlet MEP-score: 6,07
Helene Kindberg, TES: Højre back
Team Esbjerg var i onsdagens opgør rejst nordpå til Ringkøbing, og ikke overraskende tog de hjem igen med 2 point på kontoen. Helene Kindberg var i ét af de humør, hvor tingene hopper og spiller, som man gerne vil – og det resulterede i 5 mål, 5 assists og en enkelt bolderobring. Endda med få fejl… Kindberg er klar til endnu en sæson for Team Esbjerg, hvor hun, efter Michala Møllers afsked, sandsynligvis får endnu mere ansvar på backen. Samlet MEP-score: 4,62
Trine Østergaard Jensen, VHK: Højre fløj
Der gik et sus gennem Håndbolddanmark, da Viborg HK annoncerede, at de havde underskrevet en kontrakt med Trine Østergaard – international verdensklasse og landsholdsanføre. I går fik hun så endelig chancen for at trække den grønne trøje over hovedet og debutere i Bambuni Kvindeligaen. Og det gjorde hun overlegent. 100% – 7 på 7. Bum. Samlet MEP-score: 3,7
Filippa Nedovic Larsen, HØJ: Streg
På trods af sine 22 år har Nedovic en masse erfaring med sig til rejsen fra Skanderborg til HØJ. Både ligaerfaring samt U-landsholdserfaring skal i den nye sæson være med til at styrke den sjællandske klubs grundstamme – og man må sige, at Nedovic er kommet godt fra start. Stregspilleren viste sig nemlig frem på stregen, hvor hun var 100% scoringssikker og bidrog med 6 mål til sejren over EH Aalborg. Samlet MEP-score: 4,4
Vi skal heldigvis ikke vente alt for længe på igen at kunne nyde god kvindehåndbold – allerede på lørdag d. 29 skyder vi næste spillerunde i gang, hvor HØJ Elite og HH Elite åbner ballet. Husk, at du kan følge alle kampene på livescore i Tophåndbold appen.