4. september 2023
Første spillerunde i Kvindeligaen bød på lutter hjemmesejre. Den største tilfaldt Odense Håndbold, der byggede videre på Sparekassen Danmark Super Cup triumfen i onsdags med en storsejr på 42-19 over Aarhus United. Oprykker sejr blev det også til for Bjerringbro FH, der sejrede med smalle 30-29 hjemme over Ajax København. Samme cifre vandt Viborg HK med, mens Silkeborg-Voel KFUM, Skanderborg Håndbold, Ikast Håndbold og Team Esbjerg sejrede mere komfortabelt.
Rundens Hold #1/Kvindeligaen
Anna Kristensen/TES:
Kristensen var stærkt spillende i Team Esbjerg målet. Ikke alene stod hun med en redningsprocent på 39 – det blev også til 4 assists. Samlet MEP-score 4,70.
Elma Halilcevic/ODE:
I sin første liga-kamp for Odense Håndbold hamrede Halilcevic 6 kasser ind på lige så mange forsøg. En enkelt erobret bold blev den lynhurtige venstre fløj også noteret for. Samlet MEP-score 4,80.
Line Berggren Larsen/SKB:
Venstre backen var involveret i mere end halvdelen af sit holds 27 mål, da det blev til 9 træffere og 5 assists i Skanderborg Håndbolds flotte sejr over København Håndbold. Samlet MEP-score 6,42.
Sidsel Mejlvang/ODE:
Mejlvang mosede på fra stregen og fik netmaskerne til at blafre 6 gange på sine i alt 7 forsøg. 3 assists blev det også til. Samlet MEP-score 4,90.
Henny Reistad/TES:
Reistad fortsætter, hvor hun slap i sidste sæson. På toppen. Verdens vel nok bedste håndboldspiller diskede op med 10 mål og en enkelt assist i liga-åbneren mod NFH. Samlet MEP-score 6,15.
Mathilda Lundstrøm/SVK:
Lundstrøm kan lune sig over ikke bare 2 point i sæsonåbneren mod Ringkøbing Håndbold, men også en plads på Rundens Hold efter 5 mål på 6 forsøg og 2 assists. Og nåh ja højre fløjen formåede også at ”stjæle” bolden 3 gange. Samlet MEP-score på 4,80.
Nora Mørk/TES:
Den norske stjerne står bag rundens allerbedste præstation målt på MEP-point. 10 mål og 5 målgivende afleveringer resulterede således i en samlet MEP-score på 6,65.