Rundens Hold #10, Bambuni Kvindeligaen

5. januar 2026

Endelig. Bambuni Kvindeligaen er i gang! Og selvom vi fik stillet vores dansk-kvindehåndbold-tørst lidt ved Final4 i Jyske Bank Arena, som vi stadig lige skal komme os over, er vi nu glade for, at vi igen kan følge med i verdensklasse håndbold på ugentlig basis.

Og hvad kan vi sige om den 10. spillerunde? Én ting er i hvert fald sikkert – der manglede ikke mål. Det var næsten udelukkende storsejre, vi var vidne til, bortset fra gyseren mellem København Håndbold og HH Elite, der var en tæt affære. Og dén affære sneg København sig ud af med en kneben sejr.

Odense, Silkeborg-Voel, Esbjerg, Ikast, NFH og Viborg er alle gået fra første kamp med masser af selvtillid – og en masse mål.

Og uden flere fyldeord fra os… Her er Rundens Hold:

Katharina Filter, TES: Målvogter

Med et formidabelt VM i bagagen spiller Katharina Filter med enorm selvtillid. Den tyske målvogter stod med en imponerende redningsprocent på 40,54% og intet mindre end 15 redninger. Men det er ikke alt. Filter brillerede nemlig ikke kun i eget mål – hun scorede også 2 mål og lavede 2 assists. Sikke en start på anden del af sæsonen! Samlet MEP-score: 4,58

Emilie Ytting, KBH: Venstre fløj

Venstre fløjen fra København Håndbold var i spillehumør lørdag eftermiddag, da holdet tog imod HH Elite. 12 mål på 14 forsøg må betyde, at Yttings sigtekorn var godt indstillet – både fra hjørnet og på straffe. Samlet MEP-score: 6,32

Frederikke Gulmark, EHA: Venstre back

EH Aalborg havde det svært mod Silkeborg-Voel, men det samme gjaldt ikke for Frederikke Gulmark, der var involveret i hele 54% af EH Aalborgs mål. Gulmark smed bolden i mål 8 gange og lavede 4 assists. Samlet MEP-score: 6,37

Natasja Andreasen, SVK: Playmaker

Silkeborg-Voel truppen må have higet efter at komme i gang igen efter vinterpausen, for de præsterede en 12-målssejr over EH Aalborg i første spillerunde. Natasja Andreasen, som ikke er et fremmede ansigt på Rundens Hold, førte an og scorede 4 mål på 5 forsøg og satte sine medspillere i godt lys med 6 assists. Samlet MEP-score: 4,29

Helene Kindberg, TES: Højre back

Holdet fra vestkysten viste vildskab i første kamp – og især Helene Kindberg viste vejen fra højre back, hvor hun hamrede 9 bolde i kassen. Om det var frustrationer efter VM og Final4? Måske. Men én ting er sikkert: Helene Kindberg & co. er stadig på jagt efter pokaler. Samelt MEP-score: 7,42

Cecilie Brandt, IKA: Højre fløj

Cecilie Brandt er startet 2026 godt ud – først med en plads på Final4 Holdet og derefter en plads på Rundens Hold. Højre fløjen hjalp Ikast Håndbold til en storsejr over Sønderjyske med 6 scoringer. Samlet MEP-score: 4,5

Romee Maarschalkeweerd, HHE: Streg

Den hollandske streg, der til sommer skifter til storholdet Odense Håndbold, er godt nok ung, men hendes præstationer taler for sig selv. Ikke nok med at hun var storspillende, da Holland spillede sig til en semifinale i slutrunden i december, så starter hun også året ud med en plads på Rundens Hold – helt fortjent. Den kun 21-årige stregspiller scorede 10 mål på 12 forsøg i weekendens kamp. Samlet MEP-score: 5,62

Wow. Vi har glædet os til at præsentere Rundens Hold igen – og her er de så. Grundspillet er stadig i fuld gang, og alt kan ske endnu. I toppen jagter Team Esbjerg og NFH stadig Odense Håndbold, der ligger i spidsen. I bunden af tabellen er alt også åbent, hvor 5 hold alle ligger side om side.

I næste spillerunde har vi hele to TV-kampe: Team Esbjerg søger revanche, når de møder Odense Håndbold tirsdag kl. 20.00. Allerede onsdag venter der endnu en klassekamp, når NFH tager imod København. Begge kampe kan ses på TV2 Sport.

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...