2. december 2022
Ikast Håndbold led sæsonens første nederlag, da Viborg HK på udebane viste sig stærkest. 30-25 endte kampen i de grønklædtes favør. Det nederlag udnyttede de nærmeste forfølgere Odense Håndbold og Team Esbjerg, da begge sejrede. SønderjyskE Kvinder fik i forrige runde hul på pointbylden og såmænd om ikke holdet fortsatte i denne runde med en sejr over Ringkøbing Håndbold og en fordobling af pointtotalen til 4 i alt. Rundens mest målrige opgør stod mellem København Håndbold og Silkeborg-Voel KFUM, hvor sidstnævnte nettede 36 gange mod københavnernes 30.
Rundens Hold #10/Kvindeligaen
Amalie Milling/TES:
Milling var skræmmende god i Team Esbjerg-buret, da hun stod med en redningsprocent på voldsomme 47. Det bidrog selvsagt til at holde modstanderholdet Aarhus United nede på 23 scoringer mod hjemmeholdets 32. Samlet MEP 4,92.
Maja Munch Laursen/SVK:
Med 8 mål på 10 forsøg havde Laursen sin store andel i den flotte SVK-sejr i Hovedstaden. Det er første gang i sæsonen at venstrefløjen er med på Rundens Hold. samlet MEP-tal på 5,44.
Mie Højlund/ODE:
Landsholdsstjernen viste fantastiske takter, da Danmark tog EM-sølv i november, og venstrebacken fortsatte storspillet i den hjemlige liga, da hun scorede 7 mål, lavede 5 assists, stjal bolden 2 gange og tilkæmpede sig et enkelt straffekast i kampen mod HHE. MEP-score på 6,07.
Maren Aardahl/ODE:
Rundens og også sæsonens højeste MEP-score stod Aardahl for, da HHE blev pulveriseret i den odenseanske hule med 13 mål. Fra stregspillerens hånd faldt 12 mål, og højst bemærkelsesværdigt faldt de på ligeså mange forsøg, heraf 5 på straffekast. Samlet MEP 8,04.
Sofie Bæk Andersen/SVK:
Andersen var direkte involveret i 13 mål for sin klub, da playmakeren scorede 6 gange og havde blik for sine medspillere 7 gange i sejren over KBH. Samlet MEP-score på 4,82.
Emilie Hovden/VHK:
Den nyslåede norske EM-guldvinder har været forrygende i denne sæson, hvor hun gang på gang har været en af Viborg HK’s bedste spillere. Det var ingen undtagelse mod Ikast, hvor Hovden blev topscorer med 10 mål for de grønklædte. Det er 7. gang af 10 mulige, at hun er med på Rundens Hold. Samlet MEP 6,40.
Mathilde Rivas-Toft/VHK:
For anden runde i træk er Rivas-Toft med på Rundens Hold. Denne gang ovenpå den flotte sejr over topholdet Ikast Håndbold, hvor højrebacken scorede 8 gange og leverede 4 assists. Samlet MEP 5,30.