Rundens Hold #10 Kvindeligaen

3. januar 2025

Der var fuld plade fra start i det nye år, da alle 14 hold i Kvindeligaen var i aktion i går aftes. NFH fik skovlen under VHK på udebane og rykker op i Top5, hvor de foranliggende fire hold også startede året ud med sejre. Bundholdet Ringkøbing Håndbold fik også en fin start på anden halvdel af sæsonen, da holdet hev en remis hjem ude mod Aarhus Håndbold Kvinder.

Rundens Hold 10/Kvindeligaen  

Bianca Schanssema/KBH: 

Med 15 redninger på 34 forsøg svarende til en redningsprocent på 44, er den unge hollandske målvogter på Rundens Hold for første gang i sæsonen. Samlet MEP-score 4,70.

Emilie Ytting Pedersen/KBH:

6 gange skød venstre fløjen mod mål og ramte plet på de 5, mens hun også stod bag en enkelt assist samt et enkelt tilkæmpet straffekast. Samlet MEP-score 4,02.

Line Berggren Larsen/AHB:

Berggren Larsen starter 2025, hvor hun slap i 2024 og er således på Rundens Hold for tredje gang i træk. Denne gang efter 7 mål, 7 assists og 2 erobrede bolde. Samlet MEP-score 5,42.

Kaja Kamp Nielsen/TES: 

Landsholdsspilleren spillede en solid kamp og er på Rundens Hold efter 5 mål, 2 assists og 2 erobrede bolde. Samlet MEP-score 4,12.

Henny Reistad/TES:

Det er snart svært at finde på flere superlativer om Reistad! Verdens bedste håndboldspiller spillede endnu en forrygende kamp for Team Esbjerg og står bag rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point, da hun nettede 10 gange, og leverede 5 assists i storsejren ude over SJE. Samlet MEP-score 7,20.   

Line Mai Hougaard/IKA:

Hougaard hamrede 5 mål ind på et tilsvarende antal forsøg og supplerede sin 100 % mål-effektivitet med 1 enkelt erobret bold. Samlet MEP-score 4,05.

Helene Kindberg/KBH: 

Kindberg kværner videre, og er for fjerde gang i streg på Rundens Hold. 6 mål gav højrebacken topscorer-værdigheden for sit hold, mens hun også leverede hele 7 assists. Samlet MEP-score 4,85.