Rundens Hold #13 Kvindeligaen

21. januar 2025

To hold – Odense Håndbold og Ikast Håndbold nåede op på 40 scoringer i 13. spillerunde, mens Team Esbjerg var tæt på med 39. Det gav alle sejre til de 3 hold, mens også NFH fik 2 point i den østdanske klassiker mod KBH. Med 13 runder spillet er halvdelen af grundspillet afviklet, og også Aarhus Håndbold Kvinder, SønderjyskE Kvindehåndbold og Silkeborg-Voel KFUM tager hul på sidste halvdel med sejre i bagagen.   

Rundens Hold 13/Kvindeligaen  

Stine Broløs/SJE: 

Blot 17 mål fik BFH sat ind mod SJE, og det var i høj grad Broløs’ fortjeneste, da hun stod med en redningsprocent på hele 52 (13 på 25)! Samlet MEP-score 5,16.

Maja Edling/SVK:

7 mål stod Edling bag, og det gjorde venstrefløjen til topscorer for Silkeborg-Voel, der ude besejrede SKB. En enkelt erobret bold blev det også til. Samlet MEP-score 4,65.

Michala Møller/TES:

Møller malede voldsomt på, da TES hjemme sikrede sig 2 point mod VHK. 11 mål (heraf 2 på straffekast) stod venstrebacken for, mens hun også leverede 3 assists og erobrede en enkelt bold. Samlet MEP-score 7,60.

Caroline Aar/NFH: 

Aar står bag rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point, da hun bidrog kraftigt til NFH’s sejr i den østdanske klassiker mod KBH. 9 mål på 9 forsøg, og hele 5 tilkæmpede straffekast lød den fornemme total på. Samlet MEP-score 7,97.

Helene Fauske/ODE:

Spilleren med nummer 8 på brystet for Odense Håndbold scorede 8 mål på 8 forsøg og leverede 8 assist, da de orangeklædte storsejrede hjemme over Ringkøbing Håndbold. Samlet MEP-score 7,30.   

Sarah Dekker/TES:

Det er ikke mange dage siden, at Dekker skiftede til Team Esbjerg, og den hollandske fløj har hurtigt gjort opmærksom på sig selv, da hun rammer Rundens Hold med 6 scoringer på lige så mange forsøg. En enkelt erobret bold blev det også til. Samlet MEP-score 4,62.

Helene Kindberg/KBH: 

Inden forrige runde var Kindberg på Rundens Hold 5 gange i streg, og efter ”en pause” i runde 12 er højrebacken atter tilbage blandt de ”7 udvalgte”. 8 mål og 4 assists blev det til denne gang. Samlet MEP-score 4,80.