Rundens Hold #15, Bambuni Kvindeligaen
Del2. februar 2026
Spillerunderne kører derudad i øjeblikket – og vi er vilde med det. 15. spillerunde har budt på forventede sejre, men også store overraskelser. Især de hold, der lige nu ligger under slutspilsstregen, har steppet op i denne runde. Måske er det et tegn på, at vi har en masse spænding i vente, når de for alvor begynder at kæmpe for overlevelse – og måske endda en chance for at være med i slutspillet?
EH Aalborg tog fx to point med sig hjem, da de gæstede tigerhulen i København – et vanvittigt resultat for den nordjyske klub mod et hovedstadshold, der ellers har ligget stabilt og kæmpet med om de sjove pladser i tabellen. Derudover slog Sønderjyske også Silkeborg-Voel, som lige nu ligger med samme antal point. Sønderjyske havde en svær start på sæsonen – men noget er vågnet i dem, for de er så sandelig begyndt at klatre op.
Ikast, NFH, Team Esbjerg og Odense tog alle sikre sejre, mens vi havde en sand gyser mellem to hold, der ligger tæt i tabellen: HØJ Elite og Ringkøbing. Sejren til HØJ Elite betyder, at der nu er skabt et lille hul til de tre nederste hold, mens HØJ Elite, HH Elite og Aalborg alle hænger på for at komme med i slutspillet.
Her er Rundens Hold #15:
Yara ten Holte, ODE: Målvogter
Den hollandske superkvinde, ten Holte, har i flere sæsoner bevist, at hun hører til blandt den absolutte verdenstop. Hun har i 2025/2026 sæsonen gang på gang vist, både på landsholdet og i Odense-trøjen, at hun vogter målet med hjerte og sjæl. I lørdagens kamp mod HH Elite tog hun endnu en gang fra med hele 15 redninger og en redningsprocent på 38,46%. Samlet MEP-score: 3,39
Clara Hanna Lerby, NFH: Venstre fløj
Der var plads til spilleglæde og frit spil hos NFH, da de tog imod Bjerringbro i denne runde. Når man vinder med 13 mål, falder skuldrene lidt ned, og der er plads til at spille frit – og det gjorde Lerby i den grad. Hun var endnu en gang stabil, når hun gik på mål – både fra hjørnet og fra tremeteren. 9 scoringer bidrog hun med til sejren. Samlet MEP-score: 5,57
Mathilde Troelsen, RIN: Venstre back
Sikken sæson Mathilde Troelsen har haft indtil videre. Den bare 22-årige venstre back startede i Skanderborg Håndbold i sommerpausen – men allerede inden nytår kunne Ringkøbing dele nyheden om, at Troelsen skiftede til Ringkøbing med øjeblikkelig virkning. Og dét skifte ser i første omgang ud til at bære frugt. Den unge back, der også har været omkring ungdomslandsholdet, tager nemlig allerede nu sin første plads på Rundens Hold i den bordeauxrøde trøje efter at have scoret 7 mål i lørdagens kamp. Samlet MEP-score: 5,54
Henny Reistad, TES: Playmaker
Ingen har helt fundet ud af, hvordan man stopper Henny Reistad – heller ikke Viborg HK. For i lørdagens kamp fortsatte hun med det, hun har gjort i snart mange år… at spille bragende god håndbold. 8 mål. 4 assists. En sejr. Og en plads på Rundens Hold. Så er dén spillerunde ligesom også veloverstået, ik? Samlet MEP-score: 5,19
Stine Skogrand, IKA: Højre back
Stine Skogrand er en hybridspiller. Hun er her, der og alle vegne – og hun virker utrættelig. Det er ofte hende, Ikastspillerne kigger på, når tingene skal afgøres, og selvom kampen mod Skanderborg aldrig blev rigtig spændende, så præsterer hun stadig: 6 mål og 5 assists. Samlet MEP-score: 5,22
Maja Magnussen, NFH: Højre fløj
I lørdagens kamp mod Bjerringbro gjorde den norske højre fløj det, hun gør bedst: hun gik på mål. Hun lavede 4 på 5 og havde desuden en enkelt assist. Stabil præstation af Magnussen! Samlet MEP-score: 3,27
Ida-Marie Dahl, SJE: Streg
Vi måtte lige kigge en ekstra gang, da Ida-Maria Dahls navn igen dukkede op som den stregspiller med den bedste MEP. Det er nemlig fjerde(!) gang i træk, at hun ender på listen. Hun viser runde efter runde, at hun er en benhård fighter, der ikke giver op så let – og så er hun ultra-effektiv: 8 mål på 8 forsøg og intet mindre end 5 assists. Samlet MEP-score: 8,27
16. spillerunde starter onsdag, hvor HØJ Elite tager mod Team Esbjerg. Kampen vises på TV2 Sport kl. 18.30. Og det ikke den eneste kamp, du kan se i denne runde – for allerede torsdag kan du tænde for fjernsynet og se en TOPKAMP. NFH tager imod Odense Håndbold i en kamp om 2. pladsen. Kampen vises på TV2 Sport kl. 20.00.
