21. januar 2023
Odense Håndbold kom, så og sejrede (stort) ude over KBH. Faktisk så stort at det blev Rundens største sejr (24-38). Udebanesejre var der også til Horsens Håndbold Elite og NFH, mens rundens tætteste opgør stod mellem Silkeborg-Voel KFUM og Ikast Håndbold, der endte med en sejr på 29-28 til førstnævnte.
Rundens Hold #15/Kvindeligaen
Emma Friberg/SKB:
Det rakte ikke til sejr, men med en redningsprocent på voldsomme 47 gjorde Friberg sit til, at pointene skulle havne hos SKB. Trøst kan målvogteren dog finde i, at hun for første gang i sæsonen er med på Rundens Hold. Samlet MEP 6,25.
Elma Halilcevic/NFH:
Halilcevic huserer i den grad på venstre fløj og på Rundens Hold. Det er således 5. gang, at hun er med blandt de 7 udtagne - denne gang ovenpå 7 scoringer på 10 forsøg og enkelt målgivende aflevering. På den samlede MEP-liste er Halilcevic nu nummer 2, mens hun er nummer 5 på topscorerlisten. Samlet MEP 4,9.
Jane Mejlvang/RIN:
Hele 16 mål var Mejlvang direkte involveret i ud af Ringkøbings i alt 28 mål. Imponerende. 11 scoringer, heraf 5 på straffekast, og 5 assists blev det således til. Samlet MEP 6,55.
Maren Aardahl/ODE:
Aardahl var sikkerheden selv på de 5 skudmuligheder hun fik i storsejren over KBH. Det er femte gang i sæsonen, at Aardahl er på Rundens Hold, hvilket er næstflest af alle spillere i Kvindeligaen (sammen med Halilcevic). Samlet MEP 3,22.
Annette Jensen/HHE:
Jensen storspillede for HHE, da holdet ude besejrede Skanderborg. Det store aftryk blev sat med 10 mål på 16 forsøg, en enkelt assist, en enkelt blokeret bold samt et enkelt tilkæmpet straffekast. Samlet MEP 5,62.
Kelly Vollebregt/ODE:
Rundens bedste præstation står Vollebregt for. Højrebacken sikrede sig således et MEP-tal på hele 6,75, og den imponerende score kom i hus via 100 % effektivitet på de 9 skud, hun fik sendt afsted.
Julie Holm/RIN:
Holm har gang i en flot sæson og er for fjerde gang med på Rundens Hold. Denne gang via 7 træffere på 10 forsøg og en enkelt assist. Samlet MEP 4,62.