Rundens Hold #15 Kvindeligaen

30. januar 2025

København Håndbold formåede at score hele 43 gange, og det gav rundens største sejr, da holdet vandt med 12 over SKB. Sejre var der også til topholdene Team Esbjerg, Odense Håndbold og Ikast Håndbold, mens Ringkøbing Håndbold ligeledes med en sejr kom væk fra sidstepladsen. 7 point har holdet nu på 13. pladsen og det er faktisk blot 2 point op til 8. pladsen, der giver adgang til slutspillet.

Rundens Hold 15/Kvindeligaen  

Bianca Schanssema/KBH: 

Den hollandske sidste skanse stod fremragende mod SKB, og formåede blandt andet at redde 3 af 5 straffekast. Samlet lød hendes redningsprocent på 47, mens hun også leverede 2 assists. Samlet MEP-score 5,0.

Clara Lerby/EHA:

Lerby leverede en fremragende præstation ude mod BFH. Faktisk så god at hun står bag rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point. 12 mål på 15 forsøg og 1 erobret bold lød den flotte total på. Samlet MEP-score 6,77.

Verona Rexhepi/SKB:

Venstrebacken havde en god dag på udebane mod KBH, og blev med 8 mål topscorer for SKB. 1 assists og 1 tilkæmpet straffekast blev det også til. Samlet MEP-score 4,97.

Sara Hald/VHK: 

Hald hakkede 7 mål i kassen og de faldt på et tilsvarende antal forsøg. Stregspilleren formåede også at erobre bolden to gange og blokere et enkelt skud undervejs i opgøret mod Ikast Håndbold. Samlet MEP-score 5,35.

Henny Reistad/TES:

Verdens bedste håndboldspiller viste endnu engang klassen, da hun scorede 9 gange på 10 forsøg i åbent spil, erobrede en bold, leverede to assists og blokerede to bolde i opgøret mod AHB. Samlet MEP-score 6,40.   

Maiken Skov/EHA:

Skov scorede 6 gange på 8 forsøg og stod også bag 2 tilkæmpede straffekast, hvilket giver en plads på Rundens Hold for anden gang i sæsonen. Samlet MEP-score 4,40.

Stine Skogrand/IKA: 

Skogrand scorede 8 gange af 9 mulige, og det rakte til topscorerværdigheden for Ikast Håndbold. Højrebacken leverede også to assists, et tilkæmpet straffekast og en erobret bold undervejs. Samlet MEP-score 6,12.