Rundens Hold #17, Bambuni Kvindeligaen
Del17. februar 2026
Endnu en spillerunde er afviklet i Bambuni Kvindeligaen – en runde, der for alvor er startskuddet til drama i bunden af ligaen. For selvom topholdene stille og roligt bevæger sig i deres egen retning, så er Skanderborg Håndbold begyndt at tage point efter et svært efterår, hvor ikke meget gik deres vej.
Skanderborg slog nemlig Ringkøbing Håndbold i et tæt opgør, hvor de grønne altså gik fra opgøret med 2 varme point. Også Sønderjyske tog endnu 2 point, der gav dem et lille hul til stregen. Esbjerg, Odense og Viborg tog et par store sejre i deres respektive opgør, mens både NFH og Ikast endte med at blive pressede. Begge hold endte dog med en sejr, så stillingen ligger stadig fast i toppen.
Her er Rundens Hold #17:
Yara ten Holte, ODE: Målvogter
Yara ten Holte. Husk hendes navn. For hun vil blive husket i den danske liga, når hun en dag ikke spiller her længere. I denne spillerunde slår hun sine målvogter-’’kolleger’’ med næsten 4 MEP-point – hun laver nemlig 19 redninger og 2 mål. Den hollandske målvogter spiller med stor selvtillid frem mod slutspillet – mon hun kan tage det her niveau med videre? Så er hun i hvert fald et fantastisk kort på hånden for Odense Håndbold. Samlet MEP-score: 6,27
Clara Hanna Lerby, NFH: Venstre fløj
Når man rammer en effektivitet på 90%, har man gjort et eller andet rigtigt. Og i dette tilfælde var det Clara Lerby, der ramte dagen. På trods af en sej kamp mod HH Elite holdt Lerby hovedet koldt i flere situationer – hun ender på 9 scoringer og én assist. Samlet MEP-score: 4,92
Line Haugsted, TES: Venstre back
Line Haugsted er alt andet end rusten, når det kommer til at smide bolde i kassen. Med en skade, der holder Michala Møller ude, har Haugsted fået endnu flere minutter på venstre backen – og de minutter udnytter hun til fulde. Hun laver 6 mål på 7 forsøg og har 3 assists oveni. Den rutineret Esbjergspiller holder et stabilt niveau i øjeblikket. Samlet MEP-score: 5,65
Mia Solberg Svele, NFH: Playmaker
En gang NFH, altid NFH – måske? Mia Svele var nemlig en vigtig del af NFH for år tilbage, og efter en smuttur til Storhammer i hjemlandet er Svele atter tilbage. Og hun er virkelig tilbage. Playmakeren storspillede i sejren over HH Elite og lavede 11 mål og 5 assists. Samlet MEP-score: 8,62
Helene Kindberg, TES: Højre back
Helene Kindberg var i spillehumør i 12-målssejren over EH Aalborg. Højre backen, der spiller sin første sæson i Esbjerg, scorede 7 mål i opgøret. Kindberg er en spiller, der udnytter sin tid på banen rigtig godt – og det gjorde hun endnu en gang i denne spillerunde. Samlet MEP-score: 4,92
Melina Kristensen, BFH: Højre fløj
Bjerringbro er inde i en svær periode – og i denne spillerunde fik de besøg af Viborg HK i håb om at kunne tage point. Kristensen omsatte det, hun fik, til scoringer og lavede 3 mål. Desuden lavede hun en enkelt assist. Men en stabil præstation fra fløjen var altså ikke nok til, at Kristensen og co. kunne hive en sejr hjem. Samlet MEP-score: 2,5
Sara Hald, VHK: Streg
Viborg HK er inde i en periode, hvor alle kampe gælder – både i Europa, men bestemt også i ligaen. For i Bambuni Kvindeligaen har de Ikast lige i hælene i kapløbet om at ende højest i tabellen. I denne runde var de et smut i Bjerringbro, og her beviste Sara Hald, at hun stadig er en af de mest stabile stregspillere herhjemme. 8 på 8 – alle fra stregen. Dét er højt niveau af den rutineret streg. Samlet MEP-score: 6,3
I næste spillerunde venter der et spændende opgør i toppen, når Ikast Håndbold skal forsøge at tage point fra NFH og bevæge sig længere op i tabellen. Kampen spilles onsdag d. 18/2 kl. 20.00 og vises på TV2 Play.
