Rundens Hold #2, Bambuni Kvindeligaen
Del31. august 2026
Kampene falder på stribe i sæsonstarten – og det brokker vi os ikke over. Det giver os nemlig en chance for at se holdene an, og spillerne får mulighed for at ryste sommeren af sig. I anden spillerunde fik topholdene vist sig frem og demonstreret, at de stadig hører til dér, men det betyder ikke, at der ikke blev kæmpet fra flere sider.
Team Esbjerg, Ikast Håndbold og Odense Håndbold tog alle tre nogle meget komfortable sejr, mens Viborg fik en anelse mere modstand fra Silkeborg-Voel. Også NFH fik at mærke, at alle holdene presser nedefra – Ringkøbing gik nemlig fra opgøret med kun 3 mål til forskel fra et hold, der i denne sæson er tilbage i Champions League.
Og så tog HH Elite en, måske lidt overraskende, sejr over HØJ Elite, der ellers er spået som én af de helt store overraskelser i år.
Match of the Round blev spillet mellem nord og syd, og her kunne syden gå sejrrigt fra opgøret med 8 mål. En kamp, hvor de to hold fulgtes ad de første 18 minutter, og derefter trak Sønderjyske Kvindehåndbold fra stille og roligt. Ved pausen var stillingen 20-12, og det var lige præcis dén føring, som det nordjyske hold aldrig kom tilbage fra. Topscorer blev Camilla Thorhauge, stregspiller fra EH Aalborg.
Her er Rundens Hold 2:
Johanna Bundsen, ODE: Målvogter
Vi har ventet et par kampe på at se hende folde sig rigtigt ud. Johanna Bundsen, én af verdens absolut bedste målvogtere. Vi ved, hvad hun kan, og vi ved, at hendes attitude kan mærkes som skytte på modstanderholdet. Om det var attitude eller bare dygtighed, der gjorde, at hun i rundens opgør stod med 51,61%, laver 16 redninger og krydrer det med hele 4 assists, det vides ikke. Men hvis Bundsen er spillet varm nu, glæder vi os til de kommende kampe. Samlet MEP-score: 7,07.
Clara Hanna Lerby, NFH: Venstre fløj
Gengangeren fra sidste uge, Clara Lerby, er på Rundens Hold igen. Lerby, der er bundstabil fra både hjørnet og straffepletten, scorede hele 11 mål i kampen mod Ringkøbing – det er næsten 1/3, og det må siges at være godkendt fra den rutinerede venstre fløj. Mon ikke det bliver endnu en målrig sæson for hende? Samlet MEP-score: 5,9
Laura Jensen, SJE: Venstre back
Laura Jensen, der i denne sæson er skiftet fra Bjerringbro til Sønderjyske, er med garanti én af de spillere, de lyseblå vil læne sig op ad i denne sæson. Jensen, der har erfaring fra de helt store klubber såsom FC Midtjylland og IK Sävehof, bidrager med en masse erfaring i bagkæden. Det er hendes første plads på Rundens Hold i den nye trøje – i denne runde efter en sejr i Match of the Round, hvor hun bidrog med 4 mål og 2 assists. Samlet MEP-score: 4,44
Mia Solberg Svele, NFH: Playmaker
Hun var ét af de helt store taleemner sidste sæson, hvor hun tog et stort læs i NFHs angreb. Den norske playmaker, der for alvor er ved at finde sin egen klang i Bambuni Kvindeligaen, starter sæsonen, som hun afsluttede den sidste – som en målfarlig skytte. I sejren mod Ringkøbing lavede hun 10 mål. Samlet MEP-score: 6,86
Helene Kindberg, TES: Højre back
Der var kynisme på menuen, da Helene Kindberg mødte sin tidligere klub, København Håndbold, i anden spillerunde. Kindberg, der efterhånden er blevet lidt af en joker på det vestjyske hold, havde ild i skudarmen og lavede 10 mål på 11 forsøg samt 4 assists. Stor effektivitet fra højre backen, der i den grad havde en god dag. Samlet MEP-score: 7.25
Tina Abdulla, ODE: Højre fløj
Tina Abdulla kommer i denne sæson til at få endnu mere ansvar på højre fløjen, efter Andrea Aagot er ude med lykkelige omstændigheder og venter sig, men lige præcis dét ansvar virker ikke til at skræmme den norske højre fløj. Vi så i sidste sæson, at Abdullas attitude intet fejler – og i kampen mod Skanderborg fejlede skudarmen absolut heller ikke noget: 8 mål på 9 forsøg. Bum. Samlet MEP-score: 4,82
Camilla Thorhauge, EHA: Streg
Den talentfulde stregspiller fra EH Aalborg viste sig frem af flere omgange i sidste sæson, og i gårsdagens Match of the Round fik hun atter husket os på, at hun er en vanvittig dygtig angrebsspiller. Thorhauge lavede 8 mål på 9 forsøg – og selvom det ikke var helt nok til en sejr, går hun stadig forrest for holdet, der har skiftet en del ud i sommerpausen. Samlet MEP-score: 4,92
Næste spillerunde starter allerede i morgen, d. 1/9. I 3. spillerunde har vi flere spændende opgør i vente – fx kan du i morgen se de to rivaliserende hold, der pressede hinanden til det yderste sidste år, Ikast Håndbold og Viborg HK. Deres kamp kan ses på TV 2 Sport fra kl. 20.00.
Allerede onsdag kan du igen se kvindehåndbold på TV 2 Sport, når NFH tager imod Team Esbjerg. Kampen starter kl. 20.00.