20. februar 2023
I bestræbelserne på at nå med i slutspillet, vandt Horsens Håndbold Elite en vigtig sejr hjemme over Aarhus United, der indtager den adgangsgivende 8. plads. 3 point er der mellem de to hold nu. Silkeborg-Voel fik en lussing i sidste runde af Odense Håndbold, men uddelte selv én, da holdet vandt ude over Ajax med hele 18-30, hvilket var rundens største sejr. Sejr var der også til Odense Håndbold i topkampen mod Ikast Håndbold (28-25), mens der også var fuld valuta til København Håndbold, NFH og Viborg HK i 20. spillerunde.
Rundens Hold #20/Kvindeligaen
Mathilde Juncker/VHK:
Juncker spillede en fremragende kamp, da Viborg HK holdt Ringkøbing Håndbold nede på 23 scoringer. 45 lød redningsprocenten på. Samlet MEP 4,41.
Rikke Hoffbeck Petersen/SKB:
Petersen spillede ganske enkelt en fremragende kamp. Så fremragende at hun scorer rundens højeste MEP-score på 7,31. Det flotte tal kom i hus via 12 scoringer på 15 forsøg, heraf 2 på straffekast.
Kristin Thorleifsdóttir/HHE:
Venstrebacken var involveret i rigtig meget, da det blev til 6 scoringer, 5 assists, et tilkæmpet straffekast samt to erobrede bolde i sejren over Aarhus United. Samlet MEP 4,42.
Alberte Simonsen/RIN:
For femte gang i sæsonen er Simonsen med på Rundens Hold. Denne gang efter 6 mål på 9 forsøg. Samlet MEP 3,32.
Natasja Andreasen/SVK:
Silkeborg-Voel playmakeren boltrede sig fornemt i kampen på udebane mod Ajax. Hele 11 mål blev det til, heraf 5 træffere på 5 straffekast. Samlet MEP 6,59.
Thilde Frandsen/VHK:
Det er bestemt ikke første gang i sæsonen, at en VHK-spiller er på Rundens Hold på højre fløj positionen (Hovden har været med 10 gange), men det er første gang i sæsonen for Frandsen, der scorede 4 gange på 4 forsøg, mens det også blev til en enkelt målgivende aflevering. Samlet MEP 3,55.
Maria Holm/HHE:
9 mål fik Holm hamret i kassen for HHE, og det gav hende topscorer-værdigheden i kampen mod Aarhus United. En enkelt af scoringerne faldt på straffekast. Samlet MEP 4,85.