Rundens Hold #22, Bambuni Kvindeligaen
Del16. marts 2026
Der begynder så småt at komme huller mellem holdene flere steder i tabellen – Esbjerg og Odense er stukket af, men også NFH sniger sig længere væk fra Ikast. Ligeså har Viborg lagt sig foran København, mens Københavns afstand til Sønderjyske nu er på 6 point.
Vi mangler dog stadig at få afgjort to helt afgørende ting for sæsonen: de sidste hold, der skal med i slutspillet, og hvem der rykker ned i 1. Division. Lige nu står Bjerringbro til nedrykning, men vi har 4 intense kampe endnu.
I 22. spillerunde tog Esbjerg, NFH, Odense og Ringkøbing alle sikre sejre, mens Skanderborg, der virkelig har tændt for motoren i de afgørende kampe, tog en overraskende sejr over HH Elite. HØJ Elite og Silkeborg-Voel måtte dele pointene, ligesom Ikast og Viborg.
Rundens Hold #22:
Anne Christine Bossen, NFH: Målvogter
Anne Christine Bossen har endnu en gang bevist, at hun er én af Danmarks dygtigste målvogtere. Hun pillede pynten af EH Aalborgs angrebsspil, som havde hun gjort det hele livet – 18 redninger og en redningsprocent på 45%. Det er anden uge i streg, at Bossen præsterer en redningsprocent på over 40… Hvis hun kan holde dét niveau resten af sæsonen, er NFH et uhyggeligt hold at møde. Samlet MEP-score: 5,79
Emilie Rosborg, RIN: Venstre fløj
Det er blot Rosborgs anden sæson i Ringkøbing, men allerede i sidste sæson var hendes navn på alles læber, da hun blev kåret som Årets Talent i klubben. Den bare 22-årige venstre fløj havde, sammen med den resterende trup, noget at bevise i weekendens kamp mod Bjerringbro. Storsejren blev en realitet, og Emilie Rosborg viste sig at være knivskarp fra hjørnet og scorede 5/5. Samlet MEP-score: 4,47
Mathilde Troelsen, RIN: Venstre back
Af og til kan et klubskifte være dét, der gør forskellen på, om man præsterer sit ypperste eller ej. Og i Mathilde Troelsens tilfælde må man sige, at hun er blomstret i den bordeauxrøde trøje. I skæbnekampen mod Bjerringbro (Ringkøbing kæmper nemlig stadig for at holde sig et godt stykke væk fra nedrykningen) trådte Troelsen i karakter: 7 mål på 8 forsøg og et par assists oven i. Samlet MEP-score: 6,54
Henny Reistad, TES: Playmaker
Efter et par svingende præstationer i efteråret er Team Esbjerg for alvor vågnet op til den vigtige periode i sæsonen – og siden årsskiftet har de set uhyggelige ud. Anført at Henny Reistad troppede Esbjerg op til weekendens kamp for at vise hjemmepublikummet, at de er en del af verdenstoppen – og det gjorde Reistad & co. ved at slå Sønderjyske med hele 14 mål. Reistad bød ind med 10 scoringer og 100% i effektivitet. Samlet MEP-score: 7,52
Stine Skogrand, IKA: Højre back
Er det et bevis på topklasse, når man i de vigtige kampe viser, hvad man er gjort af? I så fald har Stine Skogrand bunker af klasse. I weekendens opgør skulle Ikast op imod sæsonens rivaler fra Viborg HK – og selvom kampen endte uafgjort, viste Skogrand vejen for hendes gule kammerater. 14(!) mål på 15 forsøg er tæt på uhørt – selv for en verdensklassespiller som Stine Skogrand. Samlet MEP-score: 9,05
Rosa Schmidt, VHK: Højre fløj
Der var lagt op til et vigtigt opgør, hvor Viborg søgte revanche efter pokalbronzekampen i december – og selvom kampen endte uafgjort, var det alligevel vigtigt for Viborg at vise, at de kan følge med, når de møder et af de bedste hold i Danmark. Rosa Schmidt viste høj effektivitet – helt præcist scorede hun på 85,71% af sine chancer. Det blev til 6 vigtige scoringer i dette tætte opgør. Samlet MEP-score: 4,25
Katrine Jacobsen, SKB: Streg
Unge Katrine Jacobsen viste sig godt frem i kampen mod HH Elite, og hun var en af de bærende kræfter fra stregen. I den sensationelle sejr lavede Jacobsen 6 mål. Det er stregspillerens første sæson i Skanderborg – og de har nu formået at vende skuden, så de sejler fremad i fuld fart. Samlet MEP-score: 3,44
23. spillerunde starter onsdag, hvor Odense og Ringkøbing åbner ballet 18.30. Kl. 20.00 kan du tænde for TV2 Sport og se opgøret mellem HH Elite og København Håndbold.
