Rundens Hold #25, Bambuni Kvindeligaen
Del2. april 2026
Det var ikke alverdens overraskelser, vi var vidne til i 25. spillerunde – bortset fra, at de færreste måske havde forudset, at tabellens 10. plads, Silkeborg-Voel, skulle slå København, der lige nu ligger på en 6. plads.
Odense, Viborg, Ikast, NFH og Esbjerg tog alle nogle store sejre, mens også HØJ kom ét skridt tættere på slutspillet ved at slå EH Aalborg i en komfortabel sejr.
Der er én spillerunde tilbage i grundspillet. Én spillerunde, hvor vi skal have afgjort flere ting. Vi mangler nemlig stadig topkampen mellem Odense og Esbjerg, der vil afgøre, hvilket af de to hold der kan kalde sig vinderen af grundspillet. Vi mangler også svar på, hvem der skal have de sidste slutspilspladser. Lige nu ligger HH Elite, HØJ Elite, Sønderjyske og Silkeborg-Voel alle til at kunne tage de to slutspilspladser, der stadig er i spil – og vi skal heldigvis ikke trække spændingen meget længere…
Men først: Rundens Hold #25
Louise Bak Jensen, VHK: Målvogter
Louise Bak Jensen har gennem hele sæsonen vist, at hun er ét af de største målvogtertalenter, vi har herhjemme. Hun er roligheden selv mellem stolperne – men man skal ikke lade sig narre. Hun er knivskarp. 17 redninger og en redningsprocent på 40,48%. Samlet MEP-score: 4,09
Astrid Lynnerup, SKB: Venstre fløj
Lynnerup er i gang med sine sidste kampe for Skanderborg, da hun til sommer skifter til et andet jysk hold – Ikast Håndbold. Efter at have præsteret på topniveau hele sæsonen skal hun fra næste sæson tørne ud for én af de bedste klubber i Danmark. Vi glæder os også til at følge hende i den gule trøje – for hun har igen og igen bevist, at hun er en stjernegod fløjspiller med et stabilt højt niveau. 10 mål blev det til i denne spillerunde. Samlet MEP-score: 5,72
Julie Scaglione, IKA: Venstre back
Hun har efterhånden prydet Rundens Hold mange gange i hendes comeback-sæson – og om det er hendes tørst efter at vise karakter? Måske. Hun viser i hvert fald kamp efter kamp, at hun oser af talent, og at hendes skudarm er rigtig skruet på. I denne rundes storsejr blev det til 12 mål fra hendes hånd. Samlet MEP-score: 8,55
Line Berggren Larsen, KBH: Playmaker
Line Berggren Larsen har vist god form hele sæsonen, og hun er uden tvivl en stor leder fra playmakerpositionen for hovedstadsklubben. I denne spillerunde lavede hun 7 mål og 4 assists – på trods af nederlaget gjorde hun altså sit for at få point med hjem til tigerhulen. Samlet MEP-score: 5,82
Nora Mørk, TES: Højre back
Nora Mørk har ikke brug for en introduktion – heller ikke hos os. Derfor behøver vi hverken at nævne hendes magiske straffekastevner eller komplette håndboldhjerne, vel? Hun viser os hele tiden små bidder af, hvor dygtig en håndboldspiller hun er, og det samme gjorde sig gældende i kampen mod HH Elite, hvor hun lavede 7 mål og 5 assists. Samlet MEP-score: 5,02
Tina Abdulla, ODE: Højre fløj
Tina Abdulla spiller sin første sæson i orange, og dét er hun gået ind til med hele sjælen. Vi er aldrig i tvivl om, hvad det betyder for hende at træde ind på banen – og så er hun bare en hamrende dygtig fløjspiller. I denne spillerunde var hun 100% effektiv og lavede 6 på 6. Samlet MEP-score: 3,72
Caroline Aar, NFH: Streg
Den norske stregspiller fra NFH viste tænder og arrigskab i kampen mod Ringkøbing onsdag aften. Aar, der efterhånden har spillet mange sæsoner i NFH, var som altid klar på stregen, og det resulterede i 7 scoringer. Samlet MEP-score: 4,4
Vi har én spillerunde tilbage i grundspillet. Mange ting skal afgøres. Følg med nu på lørdag på vores livescore og TV2 fra kl. 16.00.
