Rundens Hold #26, Bambuni Kvindeligaen
Del6. april 2026
Spændingen var trukket lige til det sidste, da vi skulle have afgjort, hvilket hold der ville slutte grundspillet som vinder – og hvilke hold, der tog den sidste plads i slutspillet. 26. spillerunde var intens, og vi fik serveret både store overraskelser og store sejrer til dessert i grundspillets sidste spillerunde.
Viborg, Sønderjyske, NFH og Ikast tog alle nogle meget overbevisende sejrer, og alle fire hold fik adgang til slutspillet. Lidt mere overraskende var Ringkøbings sejr over HH Elite, der også er et af de 8 hold i slutspillet, samt Esbjergs magtdemonstration over rivalerne fra Odense. Et opgør, de fleste håndboldelskere havde set frem til. Spændingen udeblev, og efter at have været et skridt bagud, efter et par tabte finaler til selv samme, er Esbjerg nu atter tilbage på toppen. Spillerundens sidste overraskelse var det uafgjorte resultat mellem Skanderborg Håndbold, der lige akkurat overlevede nedrykning, og Silkeborg-Voel, der ellers startede sæsonen med at tage point fra Esbjerg.
Vi er snart klar til at starte slut- og kvalifikationsspillet. Dog er spillerne gået på en kort pause. Men først: Rundens Hold #26:
Julie Stokkendal Poulsen, SJE: Målvogter
De spillede for at sikre sig en plads i slutspillet – og vi skal da love for, at Julie Stokkendal Poulsen spillede alt, hun kunne. På trods af hendes bare 24 år har Poulsen mere erfaring i bagagen end de fleste. Med en fortid i både Viborg og ikke mindst Vipers Kristiansand er Poulsen uden tvivl en målvogter fyldt med kvalitet. Og det var lige præcis dét, hun demonstrerede i lørdagens kamp. 18 redninger og en redningsprocent på 46,15% er ikke bare godkendt – det er magisk! Samlet MEP-score: 4,87
Elin Hansson, TES: Venstre fløj
Elin Hansson & co. var i hopla i rivalopgøret mod Odense, der, modsat forventningerne, blev til en magtdemonstration fra det vestjyske hold. Hansson var sikker og stabil gennem hele opgøret og lavede 10 mål fra fløjen. Den svenske landsholdsspiller flyver lige ind i slutspillet med bunker af selvtillid. Samlet MEP-score: 7,1
Verona Rexhepi, RIN: Venstre back
Hun har spillet en fantastisk sæson i Ringkøbing, og hun slutter også grundspillet af sådan. Den talentfulde venstre back lavede 9 mål og 5 assists og er med til at sikre en vigtig sejr. Det giver nemlig Rexhepi & co. lidt ekstra selvtillid at gå ind i kvalifikationsspillet ved at hoppe over EH Aalborg i stillingen. Samlet MEP-score: 7,15
Natasja Andreasen, SVK: Playmaker
Silkeborg-Voel startede sæsonen i imponerende stil, og ikke mindst Natasja Andreasen spillede et fantastisk efterår. De har dog været igennem en svær periode, der toppede med et uafgjort resultat mod Skanderborg Håndbold. Andreasen spillede ellers en flot kamp og lavede 9 mål og hele 7 assists. Hvis hun kan tage sit drømmespil med ind i kvalifikationsspillet, har Silkeborg-Voel stadig en chance for at ende sæsonen, som de gerne vil. Samlet MEP-score: 8,24
Anne Sofie Thorbøll, EHA: Højre back
Hun er en af ligadebutanterne i EH Aalborgs trup i denne sæson, men det var ikke til at se i lørdagens kamp. På trods af et stort nederlag til Viborg HK spillede Thorbøll en kamp med masser af kvalitet, der viser, at der er rigeligt med ungt talent i de danske ligaklubber. Thorbøll lavede 9 mål – og mon ikke hun har en lys fremtid foran sig på den højre back? Samlet MEP-score: 5,9
Pernille Johannsen, SJE: Højre fløj
Hun har været forbi flere af de største klubber i Danmark, og nu spiller hun med det genkendelige blå og hvide Sønderjyske-logo på brystet. Vi har før talt om, at de dygtigste fløjspillere er dem, der kan være 100% effektive, når de får chancen – og det må man sige, Johannsen levede op til. 3/3 lyder måske ikke af alverdens, men 100% effektivitet er altid imponerende. Samlet MEP-score: 3,1
Anne Hykkelbjerg, VHK: Streg
Når den indeværende sæson løber ud i sandet, skifter Hykkelbjerg sin grønne trøje ud med en anden – derfor spiller hun hver kamp som var det den sidste, og det var til at se i grundspillets sidste kamp. Den stærke stregspiller laver 8 på 8 fra stregen og var absolut én af grundene til, at Viborg kunne gå fra opgøret med armene i vejret. Samlet MEP-score: 6,62
Vi træder ind i en kort landsholdspause, inden slut- og kvalifikationsspillet starter. Men den første kamp i slutspillet spilles d. 15/ 4 kl. 18:30, når Sønderjyske tager imod Esbjerg. Første kamp i kvalifikationsspillet spilles d. 25/4. Her gæster HØJ Elite Ringkøbing.
