Rundens Hold #3, Bambuni Kvindeligaen
Del7. september 2026
3. spillerunde i Bambuni Kvindeligaen er færdigspillet, og det blev en runde, hvor flere, af de hold der umiddelbart ligger tæt i tabellen, fik kridtet placeringerne imellem dem op. Fx et opgør mellem de to hold, der sidste år lå og kæmpede om 4 og 5 pladsen – Ikast Håndbold og Viborg HK. Begge hold med nye navne på holdkortet, og derfor var det spændende at se, hvem der tog første stik i deres indbyrdes opgør. På trods af en tæt kamp, der bølgede frem og tilbage, tog Ikast sejren til sidst og viste, at de slet ikke er færdig med top-4.
Odense Håndbold, Sønderjyske Kvindehåndbold, København Håndbold og HØJ Elite sagde også farvel til 3. spillerunde med to ekstra point på kontoen, mens Nordvestjysk Elite tog en vigtig sejr over Skanderborg Håndbold, som uden tvivl er ét af de hold, nordjyderne skal slå, hvis de har planer om at blive i Danmarks bedste række mere end én sæson.
I Match of the Round fik vi spænding for alle pengene, da NFH tog imod Team Esbjerg i deres første gyser. Efter sidste sæson, hvor NFH aldrig rigtig slog igennem mod de vestjyske rivaler, var det befriende for hjemmeholdet, at de endelig viste karakter og demonstrerede, at de godt kan følge med, selvom modstanderholdet er regerende danske mestre.
Her er Rundens Hold #3:
Bianca Schanssema, KBH: Målvogter
Hovedstadsklubben var flyvende i Aalborg lørdag aften og gav ikke hjemmeholdet en chance for at falde på plads i kampen. Én af årsager var målvogter Bianca Schanssema, der tog fra i målet og udnyttede sine minutter yderst godt. Det unge målvogtertalent stod med en redningsprocent på 58.33% efter at have pillet 14 ud af 24 mulige skud. Samlet MEP-score: 5,26
Emilie Ytting Pedersen, KBH: Venstre fløj
Emilie Ytting er tilbage efter en sæson, hvor hun tog plads på et utal af Rundens Hold. Ytting, der i sidste sæson var en sand målsluger, viste endnu en gang, at hun er scoringssikker og selvsikker fra venstre fløjen – i magtdemonstrationen mod EH Aalborg leverede hun 8/8. Samlet MEP-score: 5,1
Laura Jensen, SJE: Venstre back
For anden uge i streg er Laura Jensen på Rundens Hold efter en flot præstation mod HH Elite, der også sikrede det sønderjyske hold to point. Jensen lavede 9 mål og spillede med en effektivitet på 81,82%. Ikke overraskende fra en spiller, der af flere omgange har vist, at hun er en rigtig dygtig bagspiller. Samlet MEP-score: 6,15
Henny Reistad, TES: Playmaker
Henny Reistad er atter stemplet ind til endnu en sæson i Danmarks bedste række, og i denne spillerunde gjaldt det Esbjergs første store prøvelse, da de var på besøg hos NFH. Som vi kender hende bedst i de tætte opgør, gik Reistad forrest og sørgede for to point til de regerende mestre. Playmakeren lavede 9 mål og 4 assists. Samlet MEP-score: 6,3
Viola Leuchter, ODE: Højre back
Den unge højre back er i gang med sin anden sæson for det fynske tophold, og hun er startet godt. I denne spillerunde var Odense Håndbold på besøg i Ringkøbing, hvor de sikkert kørte sejren hjem – og Leuchter bidrog med flere ting i den sejr. Både med 7 mål (på 7 forsøg), 2 bolderobringer og 5 assists. Samlet MEP-score: 5,35
Ida Gullberg, HØJ: Højre fløj
Gullberg & co. viste klasse, da de slog Silkeborg-Voel i søndagens kamp – en vigtig sejr for HØJ, der i denne sæson gerne vil med i det fine selskab, når grundspillet afsluttes. Ida Gullberg var iskold fra hjørnet, hvor hun lavede 8 mål. Verdensklasse af den svenske højre fløj. Samlet MEP-score: 6,32
Kathrine Heindahl, IKA: Streg
Den erfarne stregspiller, der er ny i Ikasttrøjen, er faldet godt på plads i gult, og det har hun vist med brøl og attitude i de første tre spillerunder – og nu har hun ovenikøbet tilkæmpet sig en plads på Rundens Hold. I den vigtige sejr over Viborg HK bidrog Kathrine Heindahl nemlig med mere end kun fight i forsvaret, hun lavede også 5 mål og en assist. Samlet MEP-score: 4,42
4. spillerunde starter onsdag d. 9/9, hvor Team Esbjerg tager imod EH Aalborg, og topopgøret mellem Odense Håndbold og NFH skal spilles. Et opgør, der kun er blevet mere spændende efter holdenes uafgjorte Champions League opgør – spørgsmålet er, hvordan pointene mellem dem skal fordeles i Bambuni Kvindeligaen?
Kampen kan ses på TV 2 Sport fra kl. 20.00, og allerede torsdag d. 10/9 kan du igen se kvindehåndhold i fjernsynet, når HØJ Elite tager imod Ikast Håndbold i et sandt øst mod vest opgør. Kampen kan ligeledes ses på TV 2 Sport fra kl. 20.00.