27. april 2023
Med 3. spillerunde er halvdelen af slutspillet nu afviklet i Kvindeligaen. Runden førte til store udesejre til både Team Esbjerg og Odense Håndbold, mens også København Håndbold og Viborg HK tog pointene med sig hjem som gæster.
Rundens Hold #3/Slutspil - Kvindeligaen
Anna Kristensen/TES:
Kristensen har fundet storformen frem i forårets afgørende fase. Med en redningsprocent på voldsomme 49 (20 redninger på 41 forsøg) havde Kristensen sin store andel i, at Team Esbjerg fik holdt Ikast Håndbold nede på 21 scoringer. Samlet MEP 6,84.
Elma Halilcevic/NFH:
Med 8 mål blev Halilcevic topscorer for NFH. Den lynhurtige fløj erobrede også bolden tre gange og tilkæmpede sig et straffekast. Samlet MEP 6,29.
Mathilde Neesgaard/AAU:
6 mål, 7 assists og 2 tilkæmpede straffekast. Det var den flotte total for Neesgaard, der med indsatsen ”scorer” rundens højeste MEP-score på 7,08.
Sara Hald/VHK:
Hald hamrede hele 9 mål ind på 10 forsøg i Viborg HK-sejren ude over Aarhus United. Stregspilleren havde også næstsidste hånd på 2 scoringer. Samlet MEP 6,12.
Henny Reistad/TES:
Team Esbjerg scorede 30 mål mod Ikast Håndbold, og 1/3 af disse stod Reistad for, og den norske playmaker skulle kun bruge 11 afslutninger på det. Derudover leverede verdensstjernen 2 assists og erobrede en bold. Samlet MEP 6,65.
Sofie Olsen/NFH:
5 træffere på 6 forsøg stod Olsen for i NFH’s hjemmekamp mod Odense Håndbold. Det rakte ikke til point, men til en plads på Rundens Hold for Olsen. Samlet MEP 3,27.
Clara Skyum Thomsen/KBH:
Med 5 mål og 2 assists indtager Thomsen positionen som højre back på Rundens Hold. Det er første gang i sæsonen, at den 21-årige bagspiller er med blandt de ”7 udvalgte”. Samlet MEP 2,95.