Rundens Hold #5, Bambuni Kvindeligaen
Del7. oktober 2025
5 runde af Bambuni Kvindeligaen er overstået – en runde, der har budt på masser af god håndbold. Flere hæsblæsende opgør i både toppen og bunden af tabellen, hvor fx NFH og Ikast mødtes i et sandt topopgør, der sendte NFH tilbage i toppen. Og så tog både Horsens og Sønderjyske deres første to point.
Men det er tæt – både i top, midt og bund. Alle 14 hold kæmper med alt, hvad de har. Denne uges Rundens Hold er et godt billede på netop det, hvor flere hold er repræsenteret:
Mathilde Bisgaard, HHE: Målvogter
Horsens tog sin første sejr med hjælp fra en storspillende målvogter, Mathilde Bisgaard. Med 15 redninger – endda to straffekastredninger – spillede hun en stor rolle i, at sejren blev gul. Den unge målvogter har vist gode takter i målet i de seneste sæsoner – spændende at se, hvor det ender! Samlet MEP-score: 3.37
Astrid Lynnerup, SKB: Venstre fløj
Skanderborg har haft en svær start på sæsonen, men det er ikke til at se, når man kigger på Astrid Lynnerup, der helt upåvirket gør sit ude på fløjen. Det er fløjens anden gang på Rundens Hold i denne sæson – endda to i streg – og det går ikke ubemærket hen. Hun skyder og scorer, som det passer hende – 9 på 9 og en god dag på arbejde for venstre fløjen. Samlet MEP-score: 5.85
Olivia Simonsen, SJE: Venstre back
Venstre backen fra syden banker ind på denne uges Rundens Hold med en total målscore på 11. De 11 mål lunede godt i sejren over EH Aalborg, der var første sæsonsejr for Simonsen & co. Simonsen, der er en af boblerne til landsholdstruppen, viser gang på gang, at når hun rammer topniveau, er hun propfyldt med skudstyrke. Samlet MEP-score: 7.27
Emma Ejrup Navne, HØJ: Playmaker
To sejrer i træk er historisk for oprykkerne fra Sjælland – og tilflytter Emma Navne var én af de helt store oplevelser i fredagens sejr mod Bjerringbro FH. Navne flyttede fra København Håndbold til HØJ Elite og har uden tvivl søgt efter succes i den nye trup – og det ønske er for alvor ved at gå i opfyldelse. To sejre i træk, 9 mål og en plads på Rundens Hold. Samlet MEP-score: 6.11
Frida Haug Hoel, HHE: Højre back
I denne uge har Horsens ikke bare én, men to spillere på Rundens Hold – et billede på, at rundens sejr var et resultat af kæmpe kampgejst fra hele holdet. Frida Hoel, den norske højre back, var én af dem, der fik skudt et hav af bolde i kassen – 7 mål pyntede på måltavlen. Måske de har fået skudt hul på bylden nu? Samlet MEP-score: 4.52
Anastasija Marsenic, KBH: Højre fløj
Trods sin unge alder er Anastasija Marsenic en rutineret spiller på det højre hjørne med erfaring fra flere udenlandske klubber. I denne uge fejrer hun 8 mål – og en assist – en sejr over Ringkøbing og en plads på Rundens Hold. Samlet MEP-score: 5.51
Camilla Thorhauge, EHA: Streg
En svær kamp i den blå hule gav mindre gode arbejdsbetingelser – men Thorhauge havde ild i øjnene og brugte sine chancer godt. Hendes 7 på 7 fra stregen smider hende direkte ind på Rundens Hold. Den unge stregspiller, der fik sin håndboldopvækst i Esbjerg, er for alvor ved at finde sin plads i den nordjyske. Samlet MEP-score: 6.51
De næste par dage bliver der spillet en masse god håndbold i hallerne – 1/8-finalerne i årets pokalturnering starter, mens Bambuni Kvindeligaen er tilbage d. 9/10, hvor HØJ Elite tager imod Odense Håndbold.
