Rundens Hold #6, Bambuni Kvindeligaen
Del14. oktober 2025
6. spillerunde er overstået, og spillerne er gået på en fortjent pause. Bambuni Kvindeligaen er for alvor i gang, og der begynder stille og roligt at blive kridtet op mellem top, midt og bund. I toppen har Odense Håndbold, Team Esbjerg og NFH lagt sig et par point foran de andre, mens midten fortsat er tæt. Her har Ikast Håndbold, Viborg HK og København Håndbold alle 8 point, mens Sønderjyske Håndbold, HH Elite, Skanderborg Håndbold og Bjerringbro FH ligger nederst med bare 2 point efter de første 6 runder.
Der er stadig mange kampe i vente, og mange overraskelser kan komme. Nyd pausen – vi glæder os til at se jer tilbage i Bambuni Kvindeligaen!
Rundens Hold #6:
Andrea Nørklit Jørgensen, ODE: Målvogter
Den kun 19-årige målvogter blev kastet ind i ilden i kampen mod HØJ – og det unge talent gik fuldstændig uimponeret til den opgave. 16 (!) redninger, en redningsprocent på 45,71% OG 3 assists. Vi hylder dig, Nørklit. Du har igen bevist, at du hører til på lige netop dén her hylde i håndbolden. Samlet MEP-score: 4,14
Astrid Lynnerup, SKB: Venstre fløj
For tredje gang i træk er venstre fløjen fra Skanderborg at finde på Rundens Hold. Hun spiller solidt – både fra fløjen og tremeteren. 11 gange fik hun bolden forbi målvogteren i en ultravigtig kamp mod Sønderjyske, der endte med en sejr til Skanderborg. Samlet MEP-score: 6,27
Mie Højlund, ODE: Venstre back
Mie Højlund var med sine hurtige fødder og kraftige skudstyrke en evig trussel i torsdagens kamp mod HØJ. Når Højlund er spilleglad, er hun svær at styre – og det fik modstanderen at mærke. 6 mål og en enkelt assists – samt en plads på Rundens Hold. Samlet MEP-score: 4,84
Mette Brandt, EHA: Playmaker
Mette Brandt endte med at være en vigtig faktor i sejren over Bjerringbro FH lørdag eftermiddag. 6 mål, 6 assists og 3 tilkendte straffekast – en sejr og en plads på Rundens Hold. Gå du bare på en velfortjent pause, Brandt. Samlet MEP-score: 5,61
Stine Opstrup Kristensen, RIN: Højre back
Det er ikke mindre end tredje gang, vi ser Stine Opstrup Kristensens navn på Rundens Hold. Højre backen fra Ringsted har haft en vild start på sæsonen. Dog måtte Kristensen og co. se sig slået af Ikast i lørdagens kamp. 3 mål og 3 assists blev det til fra højre backen. Samlet MEP-score: 4
Melina Kristensen, BFH: Højre fløj
Melina Kristensen og Bjerringbro FH kæmper med næb og klør for at komme op i tabellen, og lørdag spillede de en tæt kamp mod EH Aalborg om at rykke en tand længere op. På trods af nederlaget gjorde højre fløjen sit for at holde BFH inde i kampen – 8 mål fra hjørnet var desværre ikke nok. Men det var nok til at få en plads på Rundens Hold! Samlet MEP-score: 4,88
Caroline Aar, NFH: Streg
NFH har fået en flyvende start på sæsonen, og det samme gælder den norske stregspiller, der pryder denne uges Rundens Hold. I magtdemonstrationen mod Silkeborg-Voel smed Aar bolden forbi målvogteren 6 gange. Samlet MEP-score: 4,19
Spillerne er gået på pause, og mens du venter på, at det bliver d. 22. oktober, hvor der igen fløjtes op til kamp, kan du se kvindelandsholdet i aktion onsdag d. 15. oktober kl. 20.00 – kampen vises på TV2 SportX.
