Rundens Hold #6/Kvindeligaen

10. oktober 2022

Runde 6 i Kvindeligaen bød på endnu en sejr til de forsvarende mestre fra Odense Håndbold, der dermed stadig er på maksimumpoint.

Sejre til Team Esbjerg, NFH og Ikast Håndbold gør, at de tre hold holder snor i Odense, da alle tre hold nu er på 10 point.

I bunden kæmper SønderjyskE Kvinder stadig for sæsonens første point, men har dog ikke så langt op til Skanderborg Håndbold og Ringkøbing Håndbold (henholdsvis 1 og 2 point), da heller ikke de to hold formåede at få point med sig i runden.

Rundens Hold #6/Kvindeligaen

Cecilie Greve/NFH:

Med en redningsprocent på 44, havde 30-årige Greve sin store andel i, at NFH tog sæsonens femte sejr efter 28-23 i egen hule over Aarhus United.  Samlet MEP 5,03.

Rikke Petersen/SKB:

Med 9 mål blev Petersen topscorer for sit hold, da Skanderborg Håndbold ude tabte til VHK. Det er første gang, at venstre fløjen rammer Rundens Hold i sæsonen. 4 af målene blev sat ind på straffekast. Samlet MEP 5,93.

Ingvild Bakkerud/IKA:

Bakkerud bankede 8 mål ind på 10 forsøg i åbent spil, da Ikast Håndbold sejrede med 7 mål ude over HHE. Det blev også til en enkelt assist og et enkelt blokeret skud for venstrebacken. Samlet MEP 5,45.  

Maren Aardahl/ODE:

Aardahl havde endnu en god dag på det ”odenseanske kontor”, da stregspilleren scorede 8 gange for de danske mestre i sejren på 35-28 over Silkeborg-Voel. Samlet MEP 4,87. 

Henny Reistad/TES:

I sin blot 3. kamp for Team Esbjerg i Kvindeligaen i denne sæson, fandt Reistad storspillet frem og sikrer sig rundens højeste MEP-score på 6,35 efter 9 mål på ligeså mange forsøg og 4 assists.       

Emilie Hovden/VHK:

Eneste genganger fra forrige udgave af Rundens Hold er Hovden, der bare bliver ved og ved med at imponere. For femte gang af seks mulige er Hovden således med på Rundens Hold. Denne gang efter 10 mål på 11 forsøg i sejren over Skanderborg Håndbold på 33-29. Samlet MEP 5,75.

Mette Tranborg/TES:

Med 5 mål og 3 assist tog Tranborg for sig af de offensive retter, da Team Esbjerg storsejrede over Ringkøbing Håndbold. To blokerede skud blev det også til i defensiven, og landsholdsspilleren viser generelt flot form, inden det går løs med EM i november. Samlet MEP 4,22.

 

x