Rundens Hold #7, Bambuni Kvindeligaen
Del27. oktober 2025
Vi er tilbage. Efter en kort pause gik Bambuni Kvindeligaen i gang onsdag aften – og det blev endnu en runde med masser af power og et hav af mål.
Især Team Esbjerg og NFH varmede op til deres pokalkvartfinaler, da begge viste stor styrke i deres respektive opgør. Desuden var EH Aalborg ved at udspille Odense Håndbold, hvilket ville have været en vanvittig præstation fra det nordjyske hold. København Håndbold tabte overraskende til tabellens bundhold, Sønderjyske, der spillede op til det niveau, vi ved, de har, og nu er rykket hele 3 pladser længere op i stillingen.
Pyh. Hænger du stadig på?
I så fald går vi lige til det: Rundens Hold
Mathilde Bisgaard, HHE: Målvogter
Nok var HH Elite favoritter til opgøret, men favoritrollen er ikke altid at foretrække. Det rystede dog ikke Mathilde Bisgaard, der stod stabilt og roligt i målet. Når vi taler om 16 redninger og en redningsprocent på 40%, vil målvogteren altid have været en stor del af sejren – og det samme var Bisgaard i onsdagens sejr. Samlet MEP-score: 3,48
Matilde Vestergaard, HHE: Venstre fløj
HH Elite har ikke bare én, men to med på denne uges Rundens Hold – og nej, det er ikke en dårlig joke, at de begge hedder Matilde. Fløjen formåede at holde det venstre hjørne varmt under hele kampen og sprang, som gjaldt det livet – 8 mål. Samlet MEP-score: 5,9
Mie Højlund, ODE: Venstre back
En tragisk fortælling, der rundes af med et skulderklap på Rundens Hold. Mie Højlund og co. havde en svær kamp mod EH Aalborg, der desværre blev krydret med en skade til Højlund. Inden da nåede hun at passere målvogteren 10 gange – i ægte Højlund-stil. God bedring, Mie. Vi glæder os allerede til igen at høre dit navn blive råbt op i hallen.
Line Berggren Larsen, KBH: Playmaker
I nogens øjne fik København Håndbold den værst tænkelige optakt til pokalkvartfinalen, der spilles i denne uge, efter deres nederlag til Sønderjyske fredag aften. Men én spiller fik garanteret tanket lidt op i selvtillidskoppen – Line Berggren Larsen, der fuld fortjent er landet på ugens Rundens Hold. 6 mål og 6 assists. Samlet MEP-score: 5,76
Moa Högdahl, NFH: Højre back
Onsdag bød på en vaskeægte generalprøve, da NFH tog imod Viborg HK i ligaen, inden holdene igen mødes i pokalkvartfinalerne i denne uge. Især én spiller var klar, da tæppet gik op – Moa Högdahl. Spillehumøret fejlede ingenting, og Högdahl bombede boldene i kassen, som det passede hende. 9 mål, 3 assists og en storsejr – det må give blod på tanden til den kommende kvartfinalekamp. Samlet MEP-score: 6,21
Maiken Skov, EHA: Højre fløj
Nordjyderne er tit kendt for at være hårdtarbejdende, og det må man sige, EH Aalborg levede op til i onsdagens opgør mod stormagten fra Odense Håndbold. Maiken Skov var én af de spillere, der især fik sat sit aftryk. Ren fight og mål fra hjørnet – 6 blev det til. Samlet MEP-score: 4,09
Maren Aardahl, ODE: Streg
Den norske, kampklare stregspiller er altid klar på god fight, og det må man sige, der var brug for i kampen mod EH Aalborg. 7 gange passerede hun målvogteren – og det giver hende en plads på Rundens Hold. Samlet MEP-score: 5,32
Næste kamp i Bambuni Kvindeligaen er d. 4/11, men du behøver ikke vente så længe på at se god kvindehåndbold. D. 28. og 29. oktober sendes der pokalkvartfinaler på TV2 Sport.
