6. november 2024
Runde 7 bød på mange flotte kampe og iøjefaldende individuelle præstationer. Således scorede både Team Esbjergs Henny Reistad og København Håndbolds Tabea Schmid 14 mål hver, og de bidrog dermed kraftigt til deres holds sejre i runden. Sejre blev der også til Odense Håndbold, Silkeborg-Voel KFUM, NFH, Skanderborg Håndbold og BFH. For sidstnævntes vedkommende betød det sæsonens første point.
Rundens Hold 7/Kvindeligaen
Stine Bonde/SVK:
Bonde var en solid sidste skanse og bidrog med en redningsprocent på 37 flot til SVK’s sejr ude over AHB. Samlet MEP-score 4,31.
Emilie Ytting Pedersen/KBH:
Ytting ydede en flot indsats og nettede 8 gange på 9 forsøg i åbent spil i opgøret mod VHK. Samlet MEP-score 5,37.
Mie Højlund/ODE:
Odense-esset spillede en stærk kamp og scorede på alle sine 8 skud i åbent spil. Dertil krydrede Højlund sin indsats med 4 assists, 1 tilkæmpet straffekast og 1 blokeret skud. Samlet MEP-score 7,62.
Tabea Schmid/KBH:
Schmid fortsatte de flotte takter fra forrige runde og scorede denne gang hele 14 gange, da KBH i går aftes lukkede runde 7 med en hjemmesejr over VHK. 6 af målene faldt på straffekast på lige så mange forsøg. Samlet MEP-score 8,35.
Henny Reistad/TES:
Team Esbjergs verdensstjerne leverede atter engang varen, da playmakeren var i overdådigt spillehumør ude mod HHE. Hele 14 mål og 4 assist blev det til, og det er lig med rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point. Samlet MEP-score 9,65.
Thilde Frandsen/SVK:
Frandsen ramte plet på alle sine fem skud og formåede også at stjæle bolden 3 gange undervejs i kampen mod AHB. Samlet MEP-score 4,45.
Helene Kindberg/KBH:
Kindberg noterede sig for 5 mål, 3 assists og 1 tilkæmpet straffekast for KBH og rammer Rundens Hold for anden gang i sæsonen. Samlet MEP-score 3,56.