Rundens Hold #8, Bambuni Kvindeligaen

2. november 2026

Store sejre, overraskende slutresultater og vigtige pointopgør var på menuen i 8. spillerunde af Bambuni Kvindeligaen. Efter en uge med spændende pokalkvartfinaler, kunne vi over weekenden atter skyde gang i ligakampene, og her ventede der tydeligvis mere spænding.

Topholdene Team Esbjerg, Odense Håndbold og NFH gjorde rent bord i deres respektive opgør og gav ikke megen plads til fri leg for modstanderen.

Oprykkerne fra Nordvestjysk Elite blev næsten rundens overraskelse, da de var tæt på at kunne tage point fra Viborg HK. København Håndbold besejrede Ringkøbing Håndbold med en komfortabel sejr, og så spillede HH Elite sig til en uafgjort mod topholdet fra Ikast Håndbold. 

I Match of the Round havde vi et ægte rivalopgør mellem Skanderborg Håndbold og EH Aalborg, der endte med en sejr til udeholdet fra Skanderborg. Det betyder, at de to bundhold nu er helt lige i point.

Rundens Hold #8:

Freja Fonseca Nielsen, EHA: Målvogter

Det unge målvogtertalent tog fra sig i ét af sæsonens vigtigste opgør: rivalopgøret i bunden mod Skanderborg. For de to hold er pointene i deres indbyrdes opgør helt afgørende for ikke at ende nederst i grundspillet – og i sæsonens første opgør trak Skanderborg altså det længste strå på trods af flere store aktioner fra Fonseca. 17 redninger og en redningsprocent på 41,46% var åbenbart ikke nok – men det er stadig imponerende høj kvalitet fra den unge målvogter. Samlet MEP-score: 4,32

Josefine Kaae Larsen, NVE: Venstre fløj

Endnu et ungt talent har fundet vej til Rundens Hold: Josefine Kaae Larsen fra Nordvestjysk Elite, der efter blot 8 spillerunder i Bambuni Kvindeligaen allerede har fået et ry for at spille med en imponerende ro. I weekendens tætte kamp mod Viborg HK leverede hun endnu en flot præstation og er noteret for 7 mål. Samlet MEP-score: 5,11

Live Rushfeldt Deila, TES: Venstre back

En genganger fra sidste uge er landet på Rundens Hold. Live Deila fortsætter sit høje niveau for Team Esbjerg og spiller sig mere og mere ind i rollen som en uundværlig primus motor. I weekendens storsejr over Silkeborg-Voel bidrog hun med 5 mål og hele 10 assists. Samlet MEP-score: 5,87

Line Berggren Larsen, KBH: Playmaker

Line Berggren, der netop har annonceret, at hun spiller sin sidste sæson i tigerhulen, inden turen går til Viborg, var atter storspillende, da København Håndbold tog imod Ringkøbing Håndbold. Foruden 4 mål på 5 forsøg spillede hun sine medspillere til målrige chancer hele 11 gange. Fremtiden i den grønne traditionsklub ser lys ud med lige præcis denne playmaker som en tilføjelse til holdkortet. Samlet MEP-score: 5

Louise Søndergaard, HHE: Højre back

Louise Søndergaard er tilbage på Rundens Hold efter en vanvittig kamp mod Ikast Håndbold, der endte uafgjort. Søndergaard demonstrerede på fornemmeste vis, at hun kan meget mere end blot at score mål – for selvom 7 mål bestemt pynter, så er det især hendes 12 assists, vi hæfter os ved. At hun så ovenikøbet og har 2 bolderobringer også, det er bare en bonus. Samlet MEP-score: 7,37

Cecilie Brandt, IKA: Højre fløj

Landsholdsfløjen fra Ikast Håndbold var effektiv i kampen mod HH Elite, der nok ikke endte, som Ikast havde ønsket. Ikast-truppen har også været igennem alverdens udskiftninger mellem sæsonstart og nu, og det betyder, at truppen er nødt til at skulle finde sig selv igen. Brandt var dog på pletten i opgøret og lavede 7 mål. Samlet MEP-score: 4,41

Sidsel Poulsen, HHE: Streg

Et nyt ansigt på Rundens Hold i denne uge er stregspilleren fra HH Elite, Sidsel Poulsen. Poulsen er kommet til klubben efter flere sæsoner i Bjerringbro FH, og nu skal hun vise sig frem fra sin bedste side i gult. Og hun gjorde rigtig god figur, da Horsens tog point i weekenden – 8/8 er 100% godkendt herfra. Samlet MEP-score: 5,84

Næste spillerunder starter allerede i morgen d. 3/11, hvor NFH tager imod København Håndbold. Kampen vises på TV 2 Sport kl. 20.00.