Rundens Hold #9 Kvindeligaen

18. november 2024

Runde 9 markerede afslutningen på efterårssæsonen, da slutrundepausen nu er indtrådt. Førerholdet Odense Håndbold lukkede og slukkede med sin 9. sejr af lige så mange mulige, mens der også var 2 point på kontoen til de øvrige hold i top4, Team Esbjerg, Ikast Håndbold og København Håndbold. I bunden kunne Ringkøbing Håndbold gå til pause med en god fornemmelse, da sæsonens første point kom i hus med en sejr over Silkeborg-Voel, mens også BFH overraskede noget i runden, da holdet fik remis ude mod NFH.

Rundens Hold 9/Kvindeligaen  

Anna Kristensen/TES: 

22 mål blev EHA holdt nede på, og det havde landsholdskeeperen sin fine andel i, da hun stod med en redningsprocent på voldsomme 64 (14 på 22 forsøg). 1 enkelt mål fik Kristensen også selv smidt ind. Samlet MEP-score 6,48.

Clara Lerby/EHA:

For tredje gang i sæsonen er Lerby på Rundens Hold. 6 gange på 8 forsøg i åbent spil lykkedes det Lerby at nette mod stormagten TES. Samlet MEP-score 3,29.

Line Berggren Larsen/AHB:

For anden runde i træk er Berggren Larsen på Rundens Hold. Denne gang efter 9 træffere og 4 assists. Samlet MEP-score 6,25.

Tabea Schmid/KBH: 

Med 11 mål blev Schmid topscorer for København Håndbold, og er for tredje gang i sæsonen på Rundens Hold. Den formstærke schweizer stod også bag et tilkæmpet straffekast og en erobret bold undervejs i kampen mod AHB. Samlet MEP-score 6,59.

Henny Reistad/TES:

Verdens bedste håndboldspiller har netop forlænget aftalen med Team Esbjerg frem til juni 2027, og det fejrede hun med endnu en flot indsats for vestjyderne, da hun scorede 9 gange, leverede 5 assists og tilkæmpede sig et straffekast i opgøret mod EHA. Samlet MEP-score 6,37.   

Malin Aune/ODE:

Aune scorede 3 gange og stod bag 2 assist, da Odense Håndbold tog sin 9. sejr ud af 9 mulige i efterårssæsonen. 1 enkelt erobret bold blev det også til. Samlet MEP-score 3,05.

Helene Kindberg/KBH: 

Kindberg har fundet storformen frem. Et vaskeægte ”Rundens Hold” hattrick står højrebacken således bag, og det er endda med rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point. 6 træffere på 9 forsøg i åbent spil, hele 11 assists og 1 erobret bold blev det til i den målrige sejr (38-35) over AHB. Samlet MEP-score 6,65.