Rundens Hold #slutspilsrunde 6, Bambuni Kvindeligaen

11. maj 2026

Sæsonen lakker mod enden, og vi har ikke mange kampe tilbage. Det betyder også, at vi nu præsenterer sæsonens sidste Rundens Hold. Men sikken sæson. Tak – for alle fortællingerne og øjeblikkene.

Emilie Firgaard, KBH: Målvogter

Emilie Firgaard ved, hvordan man skal slutte en sæson – ikke bare med en sejr, men med en vanvittig præstation, der skal kunne huskes på den anden side af sommerpausen. Og det var lige præcis, hvad Firgaard formåede at gøre i sæsonens sidste kamp mod Sønderjyske. 18 redninger og en redningsprocent på intet mindre end 51,43%. Dét vil vi i hvert fald huske… Samlet MEP-score: 5,39

Clara Hanna Lerby, NFH: Venstre fløj

Clara Lerby skød sig varm i weekendens opgør, så hun er klar til semifinalerne. På trods af et nederlag til Team Esbjerg spillede Lerby sit eget spil og viste, at hun er scoringssikker, når muligheden byder sig. 9 mål og en effektivitet på 90% – dét må da være mere end godkendt? Samlet MEP-score: 5,27

Mathilde Neesgaard, HHE: Venstre back

Mathilde Neesgaard spillede med liv og sjæl i sæsonens sidste kamp, hvor HH Elite kæmpede for at hive to point hjem i slutspillet. Desværre blev udfaldet ikke som håbet, og HH Elite må sande, at slutspillet har været en hård omgang. Neesgaard & co. viste dog momenter af fantastisk håndbold – og især venstre backen demonstrerede, at hun stadig har masser kvalitet. 7 mål og 3 assists bidrog hun med. Samlet MEP-score: 4,89

Marielle Martinsen, VHK: Playmaker

Sæsonen er ikke helt slut endnu for Marielle Martinsen og Viborg HK – men deres sæson i Bambuni Kvindeligaen er. Den sluttede med en sejr over HH Elite, hvor især Martinsen viste vejen: 6 mål, 4 assists, 2 tilkæmpet straffe og 1 bolderobring. Playmakeren og den resterende Viborg-trup er ved at varme op til deres Final4 i Europa League. Følg med i Viborgs eventyr i den kommende weekend. Samlet MEP-score: 6,09

Thale Rushfeldt Deila, ODE: Højre back

Efter et par kampe, hvor niveauet ikke levede op til forventningerne, var Odense atter tilbage i topform i lørdagens opgør mod Ikast. Thale Deila var én af dem, der for alvor havde brug for at bevise, at Odense er lige der, hvor de skal være, inden semifinalerne – 8 mål og 3 assists bidrog den norske højre back med. Samlet MEP-score: 6,46

Anastasija Marsenic, KBH: Højre fløj

Når man nu ikke skal spille semifinale, kan man lige så godt vise sig frem i sæsonens sidste kamp, ik? Jo. Absolut. Og det var lige præcis, hvad Marsenic gjorde fra højre fløjen i lørdagens kamp mellem København og Sønderjyske. 9 scoringer fra fløjen var atter et billede på, at hun er én af de mest scoringssikre fløje i Bambuni Kvindeligaen. Samlet Mep-score: 6,26

Lysa Defo, ODE: Streg

Sikken sæson, Lysa Defo har haft. Hun har været et anker i Odenses forsvar og angreb, hvor hun har måttet spille ekstra mange minutter på grund af skader i truppen. Den bomstærke stregspiller har sat sig igennem og været uundværlig for det fynske hold – og snart spiller hun sine sidste minutter i den orange trøje, når hun skal en tur til Ungarn efter sommer. I lørdagens vigtige sejr mod Ikast bidrog hun med 5 mål og en bolderobring (og evig fight i forsvaret). Samlet MEP-score: 4,12

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...