Sæt popcornene over på fredag – bliver det HHE eller KBH blandt de sidste fire?

13. maj 2025

I går aftes kunne Horsens Håndbold Elite havde sikret sig en plads i semifinalen, men da holdet selv tabte ude mod Odense Håndbold, mens København Håndbold på dramatisk vis sikrede sig begge point ude mod NFH er intet afgjort endnu i slutspilspulje 1.

Det bliver det til gengæld på fredag, når netop HHE og KBH tørner sammen på Frederiksberg i en direkte duel om den sidste semifinaleplads i Kvindeligaen. Popcornene skal sættes over kl. 20.00, hvor kampen vises direkte på TV 2 Sport.

Sideløbende med slutspillet er der også gang i Opspillet, hvor Skanderborg Håndbold og Holstebro Håndbold kæmper om en plads i Kvindeligaen efter sommerpausen. Den første kamp blev spillet i lørdags, hvor SKB sikrede sig første stik med en 36-29 sejr. Næste kamp i den serie spilles på torsdag kl. 18.30 (kampen streames på JFM Play).

Foto: Dan Eugen