Status i Kvindeligaen: 2 hold er semifinaleklar - HHE rykker – 4. maj findes Holstebro Håndbolds modstander

1. maj 2025

Tirsdag og onsdag blev tredje slut-spilsrunde i Kvindeligaen afviklet, og med en sejr på udebane på 26-32 over Ikast Håndbold gjorde Team Esbjerg sig semifinaleklar i pulje 2. Trods nederlaget ligger midtjyderne dog stadig lunt i svinget til en plads blandt de fire sidste, da holdet har 5 point, mens SJE og VHK ligger på henholdsvis 2 og 0.

I slutspilspulje 1 tog Horsens Håndbold Elite endnu en opsigtsvækkende sejr, da holdet for anden uge i træk formåede at vinde snævert. Således blev det i egen hule til en 2-målssejr over København Håndbold, og det betyder, at HHE lige nu sidder på semifinalepladsen med 4 point på kontoen, mens KBH har 2 og NFH et enkelt. Det er lidt af et comeback af HHE, der ved vinterpausen lå på blot 3 point i grundspillet, men alligevel formåede at snige sig med i slutspillet på yderste mandat. I toppen af puljen fortsatte Odense Håndbold deres ubesejrede ridt, der nu strækker sig til 29 kampe i sæsonen, da holdet ude slog NFH. Dermed er de orangeklædte også klar til semifinalerne.

Næste slutspilsrunde i Kvindeligaen sættes i gang om en uge (d. 8. maj).  

I Kvalspillet venter de to sidste nervepirrende kampe på søndag, hvor Holstebro Håndbolds modstander i kampen om opspil findes.

EH Aalborg tager her imod Skanderborg Håndbold, mens Ringkøbing Håndbold møder Silkeborg-Voel. Silkeborgenserne og aalborgenserne har allerede sikret sig plads i Kvindeligaen efter sommerpausen, så Holstebros modstander bliver enten SKH eller RIN. Førstnævnte står noteret for 2 point og er afhængig af sejr, mens Ringkøbing, der er på 3 point, samtidig skal tabe til Silkeborg.       

Find hele kampprogrammet her