Aalborg Håndbold gik hele vejen i Santander Final4

16. februar 2025

For første gang i tre år kan Aalborg Håndbold kalde sig vindere af Santander Final4. Det skete med en sejr på 34-29 over Bjerringbro-Silkeborg foran næsten 10.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen.

Der var fuld gang i pyro-og trommeshowet fra Safri Duo inden dagens finale og ild i armene og bentøj som hurtige trommestikker havde også Aalborg-spillerne fra kampens start. Det var i hvert fald ikke til at se, at holdet havde været i et tæt og intenst opgør mod Sønderjyske for under et døgn siden i den jyske håndboldarena, for Arnoldsen og Co. spillede en stærk første halvleg, hvor de rødklædte for alvor begyndte at trække fra efter det første kvarter. En 7-målsføring på 18-11 lød pausestillingen på, hvor Især Arnoldsen var sprudende i Aalborg-offensiven med 5 mål og 5 assist i de første 30 minutter, mens landsholds-legenden Niklas Landin også bidrog flot med en redningsprocent på 44.

Fra anden halvlegs start kom BSH dog langt bedre med og efter 40 minutters spil var føringen reduceret til 3 mål. Midtvejs i anden halvleg formåede Landin dog at score i tomt mål fra distancen, mens han kort efter nuppede to bolde i rap, og det gav lidt Aalborg-luft med stillingen 25-20. Den mål-føring endte også med at blive sejrsmargenen for aalborgenserne, der i sidste ende vandt med 34-29.

Kæmpe tillykke til Aalborg Håndbold med sejren, der er den 3. pokaltitel i klubbens historie.  Best player i finalen blev Thomas Arnoldsen.

I kampen om 3. pladsen tidligere på dagen trak Sønderjyske Herrehåndbold lige akkurat det længste strå i en tæt tæt kamp med cifrene 25-24. Best Player blev SJE-keeper Julius Sten.