19. juni 2021
Hvis der var træthed i Aalborg-truppen efter et vanvittigt kampprogram den seneste tid, var det ikke til at spore i dagens semifinale-opgør mod GOG. Stefan Madsen, der i øvrigt inden kampen blev kåret til årets træner af Dansk Håndbold Forbund, havde endnu engang tunet den aalborgensiske motor perfekt, og de nyslåede danske mestre er således efter en sejr på 35-31 over GOG nu klar til sæsonen sidste kamp – og den tredje finale på blot en uge - når Mors-Thy Håndbold venter i morgen i Santander Final4-afgørelsen.
Det var ellers fynboerne der kom bedst fra land i kampen med en føring på 6-4 efter 10 minutter. Men stabilt kværnede Møllgaard og Co. sig ind i kampen og svingede taktstokken, selvom især Gidsel med 6 mål i første halvleg forsøgte at smide grus i maskineriet.
Pausestillingen lød på 13-17 til Aalborg Håndbold, der stillede op som ”udehold” i Jyske Bank Boxen.
Den relativ komfortable føring kom ikke indledningsvist i fare i anden omgang, men så tog en vis herre startende med F ved især de unge løver Mathias Gidsel og Simon Pyltick, og så var stillingen pludselig 21-22.
Men klasse fornægter sig ikke, selvom den har været på hård prøve ovenpå en lang og særdeles udmagrende Aalborg-sæson. De danske mestre trykkede således på speederen igen og fik hægtet de forsvarende pokalmestre af sig, hvor især Sandell, Claar og Læsø strålede for de rød-klædte.
35-31 endte det hele til Aalborg Håndbold, der i morgen kan tage ”The Double” med en finalesejr over Mors-Thy Håndbold.
Best Player i kampen blev i øvrigt Mathias Gidsel, der scorede vilde 14 mål. Imponerende!
Stort tillykke med finale-avancementet til Aalborg Håndbold.