Efter kåring til Årets Bedste Sportsevent 2022 venter nyt forrygende Santander Final4 i weekenden

14. februar 2023

Herrernes Santander Final4 i Jyske Bank Boxen sidste år var en kæmpe succes, hvilket blev understreget af, at eventen for et par uger siden blev kåret som vinder i kategorien Bedste Sportsevent 2022 ved Ticketmaster Award 2023.

Tusindvis endte med at stemme på Santander Final4, som bedste sportsevent, og det vækker stor glæde hos arrangøren Tophåndbold forud for weekendens finalestævne. Direktør Thomas Christensen udtaler:

-Det er et fantastisk skulderklap at få, og vi er meget taknemmelige for alle de stemmer, der er blevet lagt på os. En stor tak skal også lyde til vores hoved-partner Santander Consumer Bank for det samarbejde, der har gjort, at Santander Final4 har vokset sig kæmpestort over årene, og ikke ”bare” er fire topkampe på banen, men også en finaleweekend, hvor der er skruet helt op på underholdningsfronten. Det er den kombination, jeg tror, at folk har belønnet os for. Vi glæder os meget til den kommende weekend, og ser frem til at præsentere et Santander Final4, der er mindst lige så godt som sidste år.

Også hos den mangeårige hoved-partner Santander Consumer Bank er der stor glæde at spore over kåringen. Direktør Bo Jakobsen fortæller:

-Vi har været med i snart 10 år, og det har været en stor fornøjelse hvert år. Vi har lagt mange kræfter i det, og det varmer meget, at eventen nu har vundet denne flotte pris. Det fortæller os, at det vi gør, falder i god jord hos publikum, og vi vil fortsætte med at gøre vores til, at den flotte udvikling Santander Final4 har været igennem, fortsætter. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke for det gode samarbejde med Tophåndbold og de respektive klubber samt ikke mindst de mange frivillige, som også har en kæmpe andel i, at det hele kan lade sig gøre.

Der er stadig billetter at købe til Santander Final4 i weekenden, hvor GOG, Bjerringbro-Silkeborg, Ribe-Esbjerg HH og Skjern Håndbold kæmper om hæder og trofæ. Udover de fire kampe fra allerøverste hylde, byder begge dage på masser af underholdning, konkurrencer, musik, god mad og meget mere. Læs mere her 

x