Fantog og fuld damp på billetsalget til Santander Final4

26. februar 2019

Knap har guldstøvet fra håndboldherrernes VM-triumf lagt sig, førend Jyske Bank Boxen atter engang danner rammen om en kæmpe håndboldfest. Det sker, når Santander Final4 i weekenden d. 16. + 17. marts, rykker ind i de ikoniske rammer i Herning.

Tusindevis af fans har allerede sikret sig billet til superweekenden, hvor pokalvinderen skal findes mellem Skanderborg Håndbold, Bjerringbro-Silkeborg, Aalborg Håndbold og Århus Håndbold. Og det er ikke alene på banen, at der bliver noget at se frem til. Hele Jyske Bank Boxen vil således emme af aktiviteter og underholdning før, under og efter kampene, og de mange fans kan blandt andet glæde sig til det utrolige GOALCHA Show Team, Santander Final4 heltene, Fan Battles, Fan Tv, Fan Fabrikken og meget mere.

Festen starter i Fantoget  

Som noget helt nyt og unikt har et samarbejde mellem arrangørerne og Arriva gjort det muligt for op mod 750 fans at kickstarte festen og hoppe på et helt særligt fan-tog med destination Herning. Fantoget kører lige til døren og ruller mod Heden fra Århus, Skanderborg og Silkeborg med forskellige stop undervejs.

Tre togvogne vil udgøre Fantoget, hvor tilhængere af Århus Håndbold, Skanderborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg vil få tildelt hver deres fest-kupé. Her vil der være musik, fest og farver og naturligvis rig mulighed for at få noget at spise og drikke som den perfekte optakt til det historiske Santander Final4 i Jyske Bank Boxen. 

Fantoget ruller til og fra Herning begge dage, og prisen for de i alt fire ture i weekenden d. 16.+17. marts er 150 kr. Billetsalget til Fantoget foregår via klubberne.

Det overordnede billetsalg til Santander Final4 er i gang på www.tophaandbold.dk/final4.

Billetpriser:

AA event billet koster 595,- inklusive gebyr (giver adgang til alle fire kampe)

A billet koster 505,- inklusive gebyr (giver adgang til alle fire kampe)

B billet på nedre koster 385,- inklusive gebyr (giver adgang til alle fire kampe)

 

Kamptidspunkter

Semifinale 1 lørdag d. 16. marts kl. 13.30: Århus Håndbold – Skanderborg Håndbold

Semifinale 2 lørdag d. 16. marts kl. 16.00: Aalborg Håndbold – Bjerringbro-Silkeborg

Søndag d. 17. marts

Kamp om 3.-4. plads: Kl. 13.30

Finale: Kl. 16.00

x