13. februar 2023
På lørdag brager Bjerringbro-Silkeborg sammen med GOG i kampen om en plads i årets finale i Santander Final4.
For BSH’s topscorer Mads Kjeldgaard gælder det om at få kampen spillet på egne præmisser:
-Det bliver en meget svær kamp, ingen tvivl om det. Selvom vi har følt, at vi er godt med, når vi spiller mod dem, har de som oftest alligevel formået at vinde med et par mål. De kampe vi har spillet mod dem i år, har været med alt for mange mål, så vi skal have spillet over på vores præmisser og få styr på vores defensiv og på de store profiler, de render rundt med. Så vi skal meget gerne holde dem på under 30 mål og få bedre fat defensivt, så de bogstaveligt talt ikke løber fra os. Ikke forstået sådan at vi skal dræbe tempoet helt, for vi kan også lide at løbe, men det skal kontrolleres bedre.
Med to sejre af to mulige i ligaen, vil GOG’s Nicolai Pedersen kigge på den opskrift, der tidligere har virket i år:
-Vi skal gribe den an, som vi har gjort det, de to gange vi har mødt dem i ligaen, hvor vi har vundet. Så vi har en opskrift at kigge på der. Vores kontrafase og generelt hurtige spil er noget af det, der ”dræber” de andre hold, og det er det, vi skal finde frem. Dog synes jeg, at BSH har lagt et lag ovenpå deres spil med masser af spillere, der byder ind, men får vi stækket deres allerstørste profiler, så vinder vi kampen.
Læs mere og køb billet til årets største håndboldfest her