Historisk præmiesum løfter Final4 til nye højder

14. januar 2026

Når Final4 afvikles i Jyske Bank Boxen for syvende gang, er det ikke blot kulminationen på pokalturneringen. Det vil også være et bevis på, hvor langt dansk herrehåndbold er kommet – sportsligt, kommercielt og oplevelsesmæssigt.

Og det er netop den udvikling, der gør, at de fire deltagende klubber i år spiller om noget endnu større. I år spiller de om en samlet præmiesum på 1.000.000 kr., der skal fordeles mellem dem. Det er den største sum nogensinde i Final4, og løftet på over 40% er et tydeligt tegn på den markante udvikling af turneringen og konceptet.

De seneste år har Final4 udviklet sig til at være et nationalt håndboldevent, hvor intensitet, kvalitet og stemning går op i en højere enhed. Med håndboldens højborg som kulisse er Final4 en oplevelse, hvor både spillere, klubber, fans og partnere drømmer om at være med. Og netop derfor er den historiske præmiesum ikke kun et økonomisk klap på skulderen – det er et udtryk for den værdi parterne i fællesskab skaber omkring Final4.

Thomas Christensen, direktør i Tophåndbold/Divisionsforeningen, siger: ’’Den forhøjede præmiesum er et klart bevis på, at Final4 har udviklet sig til et stærkt og attraktivt produkt. Det er et event, som klubberne prioriterer og bidrager til, spillerne drømmer om at deltage i, og som de danske håndboldfans bakker massivt op om. Vi har arbejdet hårdt for at nå hertil, men arbejdet er ikke slut endnu. Det er dog en stor glæde, at vi kan give noget videre til klubberne – uden det ændrer noget ved udtrykket og oplevelsen for de mange glade håndboldfans. Det er dét, Final4 handler om.’’

Samtidig er den forhøjede præmiesum en anerkendelse – både af klubbernes store arbejde, men også af spillernes præstationer og niveau. Og for håndbolden som helhed er det et bevis på, at troen på fremtidens håndboldprojekter eksisterer i fuldt flor.

Så når dørene åbner, brølene begynder og musikken spiller, er der i år endnu mere på spil for de fire hold. Ingen returopgør. Én kamp er afgørende. Det er verdensklasse håndbold, nerver og store øjeblikke – forenet.

Dét er Final4.

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...