11. marts 2019
Markus Mørk og resten af holdkammeraterne fra Skanderborg Håndbold har haft en forrygende sæson indtil nu med en øjeblikkelig tredjeplads i Herre Håndbold Ligaen (hvor holdet i forgårs på udebane viste storform ved at besejre GOG Håndbold), og ikke mindst kvalifikationen til Santander Final4.
Vi har stillet playmakeren fire hurtige spørgsmål, inden det går det løs på lørdag med det store finalestævne i Jyske Bank Boxen.
I har haft en flot sæson indtil nu – er det gået over forventning for jer?
-Det var måske ikke forventningen inden sæsonen, men rimelig hurtigt fandt vi ud af, at vi fungerede rigtig godt sammen som hold og som individer. Så følelsen har egentlig ikke været, at vi har overpræsteret, det har mere været en følelse af, at vi har ramt niveau. Vi føler med andre ord ikke, at træerne er vokset ind i himlen for os, men mere at vi er dygtige håndboldspillere alle sammen, og at vi har en forpligtigelse overfor hinanden om at levere hver gang til træning og i kamp.
Klubben har endnu til gode at blive pokalmestre - hvor meget ville denne titel betyde for jer?
-Jamen, det ville være ubeskriveligt. Det vil betyde så meget for alle i klubben, spillere, trænere, ledere og vores fans, så det vil vi gøre alt for at opnå.
Semifinalen byder på et opgør mod jeres lokalrivaler fra Århus Håndbold – kan du sætte ord på dine forventninger til den kamp?
-Vi har både vundet over dem og tabt til dem i ligaen i år. Det bliver sådan en kamp, hvor ingen af holdene har lyst til at tabe. Jeg tror, at det bliver ren krig om at nå finalen, og jeg ser det som en fifty-fifty kamp. Så er det lige, hvem der rammer dagen.
Har du en særlig hilsen til jeres fans?
-Jeg håber, at de vil give den max gas og gøre vores sektion i Boxen til én stor grøn fest. Vi får brug for al den opbakning, vi kan få. Så skal vi nok kvittere med at give alt, hvad vi har på banen.
Billetter til Santander Final4 ➡️ Billetkøb