28. december 2024
Der er lagt op til et brag af en Santander Cup-finale, når Odense Håndbold i morgen tørner sammen med Team Esbjerg. Det blev en kendsgerning, da de orangeklædte i dagens anden semifinale fik skovlen under Santander Final4-debutanterne fra SønderjyskE Kvindehåndbold med 31-22.
SJE-pigerne kom ellers foran indledningsvist med 1-0 og 2-1, men det viste sig at være en stakket frist, da Elver og Co. satte tempoet op, hvilket medførte en 6-måls føring efter 20 minutter og en 10-målsføring (9-19) ved pausen.
I anden halvleg formåede sønderjyderne dog at bide bedre fra sig, og det lykkedes faktisk de lyseblå at vinde de sidste 30 minutter med et enkelt mål, således at slutresultatet endte med 31-22 i Odenses favør.
Topscorer blev Thale Rushfeldt Deila med 7 mål, mens Best Player-æren tilfaldt Yara Ten Holte. Begge Odense Håndbold.
Med dagens semifinale-resultater mødes de to tophold fra Kvindeligaen i morgendagens finale, der starter kl. 16.00, mens kampen om 3. pladsen mellem SIL og SJE starter kl. 13.30.