Præcis én måned igen til kvindernes Santander Final4

28. november 2024

Om præcis én måned går det løs med kvindernes Santander Final4. Denne gang afholdes kæmpe-eventen i JYSK Arena i Silkeborg, hvor Odense Håndbold, SønderjyskE Kvindehåndbold, Silkeborg-Voel KFUM og Team Esbjerg d. 28.-29. december krydser klinger om årets pokaltrofæ.

Der er uden tvivl udsigt til en kæmpe håndboldfest både på og udenfor banen mellem jul og nytår, for udover de fire topkampe venter et væld af underholdning, konkurrencer, et kæmpe finaleshow og meget mere.

I den ene semifinale mødes Santander Final4-debutanterne SønderjyskE Kvindehåndbold og Odense Håndbold.

Om kampen siger sønderjydernes Nicoline Olsen og odenseanernes Clara Skyum Thomsen:

Olsen: -Det er kæmpestort for os alle at kvalificere klubben til det første Final4. Der venter en fed oplevelse, og det er fantastisk at få lov til at kæmpe med om et trofæ. Vi møder Odense Håndbold, og det er selvfølgelig en stor mundfuld, men vi tager kampen op og alt kan ske i pokalhåndbold. Og en ting er sikkert, vi kommer til at stå så skarpt og klar som overhovedet muligt til den semifinale, så vi kan byde dem om til dans.

Thomsen: -Jeg er ret ny i klubben, men har prøvet at spille Final4 før med København, så jeg ved, at der venter noget stort. Nu møder vi Sønderjyske, som jeg synes har gjort det rigtig godt i denne sæson, og det er en kamp, vi tager meget seriøst. Jeg tror, at det bliver en hård kamp, der kommer til at blive spillet i et højt tempo, men jeg tror også, at hvis vi spiller vores eget spil og gør det vi normalvis er gode til, så vinder vi den kamp.

I den anden semifinale tørner de tredobbelte forsvarende mestre fra Team Esbjerg sammen med ”hjemmeholdet” Silkeborg-Voel KFUM. Om kampen siger Team Esbjergs Mette Tranborg og Silkeborg-Voels Karen Klokker:

Tranborg: -Santander Cuppen er jo altid lidt speciel, for man ser altid overraskelser undervejs. Men når det er sagt, så er vi favoritter i den semifinalekamp mod Silkeborg. Vi har et meget højt niveau, og øvelsen bliver ikke at undervurdere vores modstander. Der er selvfølgelig også den faktor, der hedder, at mange spillere fra truppen har været til EM, så vi skal finde hinanden på 2 dage, inden det går løs med semifinalen. Men det er vi også vant til, og vi går ikke alene efter at besejre Silkeborg, men også at tage vores fjerde Santander Final4 trofæ på stribe.

Klokker: -Det var en fed oplevelse af slå Viborg HK i kvartfinalen på hjemmebane. Nu venter så endnu en kamp i egen hule mod Team Esbjerg, og det er klart, at de vil være favoritter i det opgør. Men vi er på hjemmebane og kender faciliteterne, og det kan godt have en lille betydning. De fleste af deres spillere kommer også med et efterslæb fra en lang EM-slutrunde, så det kan også spille ind. Vi kommer i al fald til give den alt, hvad den kan trække foran vores hjemmepublikum.  

Billetsalget går strygende, og der ventes udsolgt – så skynd dig ind og få fat i din billet i tide.

Køb billet her