24. november 2021
Santander Final4 for både kvinder og herrer får ny samarbejdspartner, i det en af landets største bilforhandlere Ejner Hessel A/S indtræder som Premium Partner for de to håndbold-superevents, der løber af stablen henholdsvis d. 26.-27. februar i Blue Water Dokken (Kvinder) og d. 26.-27. marts i Jyske Bank Boxen (Herrer).
De kommende uger og måneder vil partnerskabet blive synligt for rigtig mange håndbold-fans, da otte store spillerprofiler - én fra hver af de deltagende Santander Final4 klubber - netop har været samlet hos Ejner Hessel i Herning, for at lave en række Tv-optagelser, der skal vises inden de to finaleweekender, herunder et Mini Santander Final4.
Hos Ejner Hessel er glæden over samarbejdet stor. Marketingdirektør, Morten Roth, sætter ord på:
-Vi har længe haft et godt øje til Santander Final4-begivenhederne og var faktisk involveret i herrernes sidste år. Nu har vi udvidet samarbejdet, så det blandt andet også gælder for kvinderne. Vi mener generelt, at den energi, passion og begejstring, der er så gennemgående på og udenfor banen i de to finaleweekender, er et godt match til os. Derudover har vi også mulighed for at bidrage med noget underholdende aktivering ude i de to arenaer for de mange tusinder af fans. Vi glæder os til forårets kampe.
At dømme på det foreløbige billetsalg ventes der fyldte tribuner i Blue Water Dokken og Jyske Bank Boxen.