7. april 2020
I kølvandet på regeringens udmelding i går aftes, er det i dag blevet besluttet at rykke Santander Final4 til d. 26.-27. september, hvor Jyske Bank Boxen stadig vil danne rammen om håndboldfesten.
Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, sætter ord på.
-Vi er naturligvis meget ærgerlige over, at Santander Final4 rykkes endnu engang. Alle involverede parter har i dag holdt virtuelt møde, og konklusionen er blevet, at vi rykker årets største håndboldfest til slutningen af september. Vi er i en meget særlig samfunds-situation, som ingen af os har kunnet forudse, og jeg håber derfor, at rigtig mange vil holde fast i deres billet, og dermed være med til at skabe den ultimative håndboldfest, som vi alle længes efter.
Alle billetter der er købt til weekenden d. 9.-10. maj vil være gyldige til weekenden d. 26.-27. september. Skulle man være forhindret denne weekend, kan billetter refunderes ved at kontakte Ticketmaster senest d. 21. april.