Team Esbjerg og Viborg HK overkommer modstand og suser videre til Final4
Del30. oktober 2026
Ingen havde forventet, at København Håndbold var sekunder og minutter fra at spille sig videre til Final4 mod giganterne fra Team Esbjerg. Men det var lige præcis realiteten i går, da Line Berggren og co. var tæt på at få skovlen under hjemmeholdet. Team Esbjerg spillede sig til deres første føring efter 41 minutter, men det var en kort fornøjelse, da hovedstadsholdet slog hårdt tilbage og genvandt føringen. Med ét minut igen kunne hjemmefansene kigge på måltavlen og skælve ved stillingen 30-30.
Med bare 5 sekunder tilbage af kampen tilkæmper Esbjerg sig et straffekast – og hvem anden kalder man frem til dødens spot end Nora Mørk? Hende, der har stået i situationen et utal af gange.
Mørk gjorde, hvad hun skulle, og det betyder, at vi til december kan byde Team Esbjerg velkommen til Final4.
I den sidste kvartfinale skulle Viborg HK og Ikast Håndbold ud i et drabeligt opgør. Det blev dog en helt anden kamp, end den håndboldfansene havde set komme, da Ikast Håndbold var uden deres vante bagkæde. Skogrand var meldt ude pga. hendes brud i foden, men lige inden kampstart meldte klubben ud, at hverken Jamina Roberts eller Emma Lindqvist ville komme i kamp.
Med et komplet nyt udgangspunkt skulle Viborg omstille sig nye spillere i bagkæden, da Ikast har hentet Harma van Kreij og Melanie Bak som et resultat af deres mange skader.
Viborg tog hurtigt føringen – især anført af Trine Østergaard, Marielle Martinsen og Clara Thomsen – og dén gav de ikke slip på.
Tillykke til Team Esbjerg og Viborg HK med at booke en plads til Final4 – vi glæder os til at se jer d. 28. og 29. december.
Husk, at det neutrale billetsalg er startet. Køb din neutrale billet her.
*Billetsalget til fanhjørnerne åbner i næste uge. Mere information kommer senere.