29. december 2023
Team Esbjerg har nu muligheden for at lave et vaskeægte pokal-hattrick. Det blev en kendsgerning, da de dobbelt-forsvarende pokalmestre med en Santander Final4 semifinale-sejr på 36-32 over Odense Håndbold nu er klar til finalebrag i morgen, hvor NFH venter.
Der var fuld fart over feltet fra kampens begyndelse i en propfyldt Blue Water Dokken. Målene høvlede ind i begge ender, og stillingen efter blot 15 minutter var således 12 -10 i Team Esbjergs favør. Scoringskadencen blev dog ikke opretholdt halvlegen ud, men de mange tilskuere og Tv-seere landet over fik en flot gang håndbold at se med to af landets fremmeste kvindehold.
18-16 stod den ved pausen, og det forspring havde Team Esbjerg ikke i sinde at give slip på. Faktisk udbyggede Jesper Jensens tropper føringen stille og roligt, hvor især verdensstjernen Henny Reistad viste klassen. 8 mål (og en kåring som Best Player i kampen) stod hun samlet for, mens også målvogter Milling, der endte med en redningsprocent på 38, havde sin fine andel i TES-sejren, der altså endte på 36-32.
Dermed må Odense Håndbold, der ellers har været i finalen de forrige fem gange ”nøjes” med en kamp om 3.-4. pladsen i morgen kl. 13.30, mens finaleopgøret mellem Team Esbjerg og Nykøbing Falster Håndbold starter kl. 16.00.