Vild semifinalekamp ender med sejr til GOG

18. februar 2023

For andet år i træk er GOG i finalen i Santander Cup. Det skete efter en særdeles medrivende kamp mod BSH, der først fandt sin afgørelse i opgørets sidste minut.

36-35 endte løjerne i de gulblusedes favør, og det bevidnede knap 7.000 tilskuere, der på ingen måde kunne blive siddende i sæderne i kampens hæsblæsende afslutning.

Det startede mere roligt, end det sluttede. Holdene fulgtes pænt ad i første halvleg, hvor rutinerede kræfter som Morten Olsen fra GOG og Nikolaj Øris fra BSH fik bevist, at alder ingen hindring er for at præstere på topplan.

Målvogter-præstationerne var ikke voldsomme i første omgang, men da Thulin tog et par stykker mod slutningen af de første 30 minutter, fik GOG skabt et hul ved pausen på 18-15.

Fra anden halvlegs start brændte Pytlick et par skud, men den nybagte verdensmester skulle senere hen vise sit værd med flere vigtige scoringer. I alt 8 styks nåede venstre backen op på, og det blev kun overgået et Emil Madsen, der blev topscorer, med 9 styks. Pytlick tog til gengæld Best Player prisen.

Som anden omgang skred frem, sad man med fornemmelse af, at GOG ville trække sig sejrrigt ud, da holdet længe lå på føringer omkring de 3-4 mål. Men med 8 minutters penge igen halede BSH kraftig ind, og med tre minutter igen kunne Mads Kjeldgaard udligne til 32-32. Herefter gik det stærkt med mål i begge ender, men da Peter Balling, der ellers spillede en fremragende kamp og blev topscorer med 8 mål for sit hold, tabte bolden, kunne Morten Olsen kort efter score til 36-34 i den anden ende med 16 sekunder igen.

Det endte med 36-35, og dermed har GOG muligheden for at vinde holdets 11. pokaltitel gennem tiderne, når Skjern Håndbold venter i finalen i morgen kl. 16.00.

Der er stadig billetter til søndagens to kampe, der afgør placeringer fra 1-4 i årets Santander Cup.
Bliv en del af festen af køb billetter her

x