6. marts 2019
VM-helten Møllgaard inden Santander Final4: Jeg elsker at vinde!
Der er kun 10 dage, til det går løs med Santander Final4 i Jyske Bank Boxen. Fire hold kan løbe med titlen, heriblandt Aalborg Håndbold, der endnu har klubbens første pokaltitel til gode. Står det til VM-helten og hardhitter Henrik Møllgaard, bliver det denne gang.
Hvor meget ville årets pokaltitel betyde for jer?
-Alle titler betyder enormt meget i en klub som Aalborg Håndbold. Alle i klubben og folk på og omkring holdet arbejder hver dag for at få chancen for at vinde titler. Ligaen i Danmark er så tæt, at mange hold kan tillade sig at drømme om guldet, og det kan vi i Aalborg Håndbold bestemt også. Men netop pokalturneringen har givet et par grimme oplevelser til klubben gennem årene, men jeg satser på, at det denne gang er vores tur!
Og for dig personligt, du har jo trods alt prøvet lidt af hvert i din imponerende karriere?
-Jeg elsker at vinde! Og det er jeg heller ikke færdig med - det giver kun mere energi til holdet, fans og alle omkring klubben. Og det giver lyst til at blive ved med at gøre alt, hvad jeg kan, for at vi kan lykkes sammen.
Det bliver til et glædeligt gensyn med Jyske Bank Boxen efter VM triumfen - hvad vækker det af følelser hos dig?
-Boxen er en fantastisk arena, der har jeg allerede haft mange af mine største oplevelser som håndboldspiller. Jeg håber, at dette Final4 vil være endnu en speciel oplevelse med gode kampe og en masse glade og medlevende tilskuere.
Semifinalen byder på et opgør mod BSV - kan du sætte ord på dine forventninger til den kamp og mødet med flere af dine VM-kammerater?
-Det bliver en ekstrem svær opgave at komme i finalen. Vi har allerede tabt to tætte kampe til BSV i sæsonen, og de har da sikkert en idé om, at de også kan vinde en tredje gang. Det tror jeg nu næppe. Jeg føler mig ganske sikker på, at vi vinder den semifinale og spiller finale søndag. Og så håber jeg selvfølgelig, at mine landsholds-’kammerater’ fra BSV spiller jammerligt! Så kan de ramme det høje niveau en anden weekend, slutter Møllgaard.
Har du ikke sikret dig din billet til årets største nationale håndboldfest, kan du nå det endnu lige her.