Aalborg Håndbold går sejrrigt fra Randers: vinder Bambuni Super Cup 2026

23. august 2026

Der var lagt op til endnu et intenst opgør, da Aalborg Håndbold og SAH gik på banen i søndagens opgør til Bambuni Super Cup. Sidst de to hold var i kamp, gjaldt det titlen som danske mestre – denne gang spillede de om sæsonens første titel. Og dén skulle vindes i Randers.

Aalborg Håndbold spillede, som altid, for at vinde – men der er ingen tvivl om, at SAH også havde alt at spille for. Efter deres (i flertal) spændende opgør i sidste sæson gik SAH på banen for at vinde den kamp, de hungrede efter før sommer. Og lige præcis dén sult var tydelig fra startfløjtet.

SAH kom også bedst fra start og efter 5 min., kunne de spille sig foran 4-1. Aalborg Håndbold skulle bruge de første 10 min. på at komme ind i kampen, men dér kom udligningen også, efter Thomas Arnoldsen tog sagen i egen hånd ovenpå en presset holdindsats. Og lige præcis Arnoldsen kom ind til opgøret med stor iver og ild i øjnene – en ild, der i første halvleg flere gange var ved at sende ham på bænken.

De store kæmper fra Aalborg havde i flere perioder i første halvleg svært ved at bryde igennem et stærkt SAH-forsvar og måtte bruge mange kræfter på at tilkæmpe sig målene, men efter 22 min. kunne Mads Hoxer skyde en bold i frit mål til den første nordjyske føring på 13-12.

Aalborg Håndbold holdt fast i den spinkle føring indtil pausen ved stillingen 17-16.

2.halvleg startede som 1. halvleg sluttede – med SAH, der scorede på et straffe. Men lynhurtigt fik Magnus Landin, én af Aalborgs nye stjernespillere, smidt bolden bag Petersen i SAH-målet til en fortsat føring.

Efter 33’ flyder Arnoldsens entusiasme over, da han i et tilbageløb rammer Fredrik Olsson i hovedet og indbringer en 2-minutters. Efter flere gode aktioner i træk, især en verdensklasse redning fra Landin efterfulgt af en endnu bedre scoring af Knorr, begynder Aalborg dog alligevel at trække fra med en 4-målsføring.

Thomas Arnoldsen viste sig på mange måder at være ansigtet på kampen, men i sidste ende blev entusiasmen alligevel for stor. Efter 42’ minutter måtte bagspilleren sige tak for i dag, da han fik sin tredje 2-minutters og derved scorede sig et rødt kort. Men selv et rødt kort satte ikke en stopper for det flow, Aalborg Håndbold var inde i, og uanset hvad SAH gjorde i begge ender, var Aalborg ét skridt foran hele tiden.

På trods af at SAH bed sig lidt fast igen, var det ikke nok. Da slutfløjtet lød, kunne Aalborg Håndbold løfte armene i vejret og brøle sejrrigt.

Tillykke til Aalborg Håndbold, der startede sæsonen, som vi efterhånden kender dem bedst – med en sejr og en løftet pokal.