27. september 2021
Præmisser for Årets Leder lyder således:
Prisen ”Årets leder” gives til en person, der som lønnet eller frivillig leder i en dansk Liga eller divisionsklub har ydet en stor indsats i en årrække for sin klub til gavn for denne og for Dansk Håndbold.
”Årets leder” udpeges af Divisionsforeningens bestyrelse, og kan derfor ikke have sæde heri.
Motivation af årets leder 2021
Årets leder 2021
Bare fordi man er oppe i årene betyder det ikke nødvendigvis, at man har ydet en lang og flot indsats indenfor dansk elitehåndbold. Men i år skal vi faktisk hylde en, der har været med i mange år og er oppe i årene. Ja, langt de fleste gange er præsentationsrunden ved et klubmøde i Divisionsforeningen faktisk gået i stå, når vedkommende har præsenteret sig som alderspræsidenten, og de andre lige må smågrine lidt inden de kan komme videre. Du ved vedkommende vist godt hvem vi taler om, så nu kan vi godt komme til sagen.
Det er selvfølgelig Gunnar Bruhn Simonsen, fra Mors-Thy Håndbold, vi taler om.
Den første del af Gunnars arbejdsliv var det ikke den idrætslige del af kulturen der fik opmærksomheden, men derimod musik og teater i Kulturcenter Limfjorden i Skive. 29 år blev det til med finkultur inden turen kunne gå til folkekultur og idræt og håndbold.
Gunnar var direktør i Mors-Thy Håndbold i 2011 og 2012 inden han overlod den post og han har siden hjulpet med salg og arrangementer i fra sin hjemstavn.
Gunnar kan ifølge fortrolige kilder fjere sin 79-års fødselsdag til oktober…
Da Gunnar kom ind i Mors-Thy Håndbold for lidt over 10 år siden var det dog ikke første gang han havde berøring med sporten. Tidslinjen går faktisk meget længere tilbage. Faktisk helt tilbage i slutningen af 70’erne. Sagnet fortæller at Gunnar både var fodboldtræner og håndboldtræner i Thisted, og begge hans hold var de højst placeret i området. Først trænede de fodbold udenfor fra 19.00 til 21.00 og så gik de ind i hallen og trænede håndbold fra 21.30 til 23.00.
Gunnar har om nogen kæmpet for Mors-Thy Håndbold gennem klubbens levetid og stod sammen med resten af klubbens ledelse og ikke mindst fans fortjent med pokalen, som det synlige bevis på at man havde vundet Santander Final4 i juni i Boxen i Herning. Det absolutte højdepunkt i klubbens historie. Dette historiske resultat skyldes ikke mindst Gunnar mangeårige arbejde i klubben.
Stort tillykke til Gunnar Bruhn Simonsen med titlen som årets leder 2021!
Tidligere modtagere:
2001 Carsten Thygesen, Skjern Håndbold – 2002 Vagn Sørensen, Bjerringbro FH – 2003 Carsten Fynbo Larsen, Horsens HK – 2004 Poul Syberg Pedersen, GOG - 2005 Bjarne Stenbæk, Slagelse FH – 2006 Klaus Poulsen HF Mors - 2007 Henning Sørensen, Lemvig Håndbold – 2008 Jens Boesen, KIF Kolding – 2009 Jens Ole Bondrup, HC Midtjylland – 2010 Henrik Mortensen, Randers HK – 2011 Carl Lærke, Roskilde Håndbold, 2012 Torben Væver, Skanderborg Håndbold – 2013 Jan Larsen, Ålborg Håndbold – 2014 Simon Lindhardt, SønderjyskE Herrer – 2015 Jakob Andreasen, Silkeborg Voel KFUM – 2016 Thomas Hylle, Team Esbjerg – 2017 Christian Lynnerup, Bjerringbro-Silkeborg – 2018 John Mikkelsen TTH Holstebro, 2019 Jens Christensen, Skanderborg Håndbold – 2020 Kenneth Sahlholdt, Nykøbing Falster Håndbold