26. september 2022
Præmisser for Årets leder lyder således:
Prisen ”Årets leder” gives til en person, der som lønnet eller frivillig leder i en dansk Liga eller divisionsklub har ydet en stor indsats i en årrække for sin klub til gavn for denne og for Dansk Håndbold.
”Årets leder” udpeges af Divisionsforeningens bestyrelse, og kan derfor ikke have sæde heri.
Motivation af Årets leder 2022
Hvert år, når bestyrelsen drøfter emner til titlen som årets leder, kommer snakken altid til at gå på, hvad man skal have lavet, hvor lang tid man skal have lavet det og om hvilke roller i klubberne, der reelt kan komme på tale. I år ingen undtagelse.
Når vi kommer til årets modtager, så kan man sætte flueben ved rigtig mange af de berørte emner. Modtageren har nemlig arbejdet i mere end en klub og har tilmed arbejdet for DHF, inden vedkommende for 11 år siden kom til sin nuværende klub.
Når man taler om ægte klubfolk, snakker man altid om, at det både gælder i gode og mindre gode tider, og her kan vi igen krydse af i begge bokse. Prismodtageren er en person, man altid møder med et smil på læben, og som dagligt kæmper for at sin klub bliver genetableret på øverste hylde af dansk håndbold. Han – for vi kan afsløre, at det er en mand - lever og ånder for at være med til at udvikle håndbolden, sin klub og sit hold både på det sportslige og på det kommercielle plan. Og det er ikke kun klubbens første hold, der får opmærksomhed – det gælder også ned i resten af klubben.
Nu kan vi vist godt afsløre, at årets modtager er Peter Andersen fra HC Midtjylland.
Peter har været med på det meste af rejsen med HC Midtjylland, og er om nogen manden, der har været med til at genrejse klubben efter konkursen i foråret 2018. Der er ikke en opgave, der er for stor eller for lille, for at Peter kan løse den - eller så kender han en, der kan – og som den klub- og foreningsmand han er, så er det lige så naturligt at sidde til sponsormøde med hovedsponsoren, som det at kigge efter nye spillere, eller sørge for at de unge talenter har et godt og trygt miljø, og mangler der lige en mand i caféen, så er Peter altid klar til at hjælpe. Den hjælpsomhed er ikke bare noget han gør, fordi han er direktør i klubben – det er bare den måde, Peter er som person – men når der er kamp, så handler det om at vinde, og han forventer, at spillerne kæmper med alt man har og fighter til sidste fløjt. Men når kampen så er færdig, så er Peter igen den opmærksomme og socialt bevidste person, der også tænker på, hvordan man hjælper andre – i hvert fald hvis HC Midtjylland har vundet – ellers kan der vist godt gå nogle dage, inden han bliver helt god igen…
Peter har altid ydet en kæmpe indsats, som ligger ud over det sædvanlige, uanset om det har været tiden i Ligaen eller perioden i 2. division og 1. division. Når målet er udstukket, så ved man, at der kommer en 110% indsats for at nå det, og uden Peter og ikke mindst hans vilje til at få det til at lykkes, så var klubben ikke blevet genstartet og her 4 år efter konkursen igen tilbage i det fine selskab i HTH Herreligaen. De sidste fine ord kommer fra HC Midtjyllands formand og Peters faste soulmate, Kim Simonsen.
Stort tillykke til Peter Andersen med titlen som Årets leder 2022. Udover hæderen modtog Peter blomster og et gavekort til Danske Hoteller.
Tidligere modtagere:
2001 Carsten Thygesen, Skjern Håndbold – 2002 Vagn Sørensen, Bjerringbro FH – 2003 Carsten Fynbo Larsen, Horsens HK – 2004 Poul Syberg Pedersen, GOG - 2005 Bjarne Stenbæk, Slagelse FH – 2006 Klaus Poulsen HF Mors - 2007 Henning Sørensen, Lemvig Håndbold – 2008 Jens Boesen, KIF Kolding – 2009 Jens Ole Bondrup, HC Midtjylland – 2010 Henrik Mortensen, Randers HK – 2011 Carl Lærke, Roskilde Håndbold, 2012 Torben Væver, Skanderborg Håndbold – 2013 Jan Larsen, Ålborg Håndbold – 2014 Simon Lindhardt, SønderjyskE Herrer – 2015 Jakob Andreasen, Silkeborg Voel KFUM – 2016 Thomas Hylle, Team Esbjerg – 2017 Christian Lynnerup, Bjerringbro-Silkeborg – 2018 John Mikkelsen TTH Holstebro, 2019 Jens Christensen, Skanderborg Håndbold – 2020 Kenneth Sahlholdt, Nykøbing Falster Håndbold – 2021 Gunnar Bruhn Simonsen, Mors-Thy Håndbold.