2. september 2021
Hovedaktørerne i dansk elitehåndbold og 4player er gået sammen om at ruste elitespillere til livet som både topspiller og efter håndboldkarrieren.
Håndbold på eliteplan kræver fuld fokus, disciplin og uendeligt mange timer i hallen. For nogle spillere bliver de mange timer en udfordring i forhold til uddannelse. Andre støder på mentale udfordringer, og så er der dem, hvis karriere er ved at være forbi – og hvad skal der så ske?
Uanset hvor elitespillerne befinder sig i håndboldkarrieren, så skal trivslen forbedres, flere skal i uddannelse, og de skal lande sikkert på begge ben, når karrieren er forbi. Det er i hvert fald ambitionen i en ny aftale, der er indgået mellem Divisionsforeningen, Håndbold Spiller Foreningen, Dansk Håndbold Forbund og selskabet 4player, der er forankret i Håndbold Spiller Foreningen, og som har specialiseret sig i at hjælpe spillerne med mental sundhed, uddannelse, personlig udvikling, job og karriere-rådgivning.
Direktør i Divisionsforeningen, Thomas Christensen glæder sig især over, at aftalen sikrer en systematisk indsats på tværs af klubber og uafhængigt af eventuelle klubskifte.
”Det har været helt essentielt for os, at aftalen gælder for alle spillere i alle klubber, så man ikke får afbrudt sine forløb, fordi man eventuelt skifter klub. Det er en tidslinje fra vugge til grav inden for håndbolden, så det skal starte som talent, fortsætte mens man er elitespiller og måske landsholdsspiller og fortsætte til man bliver håndboldpensionist,” siger Thomas Christensen.
Også formand for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, er begejstret og fremhæver især det brede samarbejde, hvor alle parter tager ansvar for spillernes videre liv efter håndbolden:
”Det er uhyre vigtigt, at flest mulige spillere får det bedst mulige afsæt til livet efter håndbolden. Derfor glæder det mig meget, at alle aktører tager ansvar for at løfte opgaven i fællesskab – det er vejen frem for dansk håndbold,” siger Morten Stig Christensen.
Flere spillere i gode hænder
I forvejen har landsholdsspillere mulighed for at benytte sig af en aftale med Team Danmark, som blandt andet tilbyder fleksible muligheder for ungdomsuddannelser. Med den nye aftale sikrer parterne, at både 1. divisions-, liga- og landsholdsspillere får den rette hjælp og rådgivning, og det har været vigtigt for Håndbold Spiller Foreningen, fortæller direktør Michael Sahl Hansen:
”Generelt er vi glade for, at endnu flere spillere får glæde af tilbuddet. Vi håber, at muligheden for nu at lave en opsøgende indsats får flere spillere til at bruge tilbuddet, og at de udfordringer, spillerne kan opleve, bliver løst tidligere, og inden de vokser sig større,” siger Michael Sahl Hansen.
Med den nye aftale skal 4player i gang med at udvide holdet af rådgivere og hjælpe et større antal håndboldspillere, og det ser direktør og rådgiver for 4player, Rasmus N. Haagensen, frem til:
”Vi har værktøjskassen klar, blandt andet i kraft af de erfaringer vi har gjort os efter at have samarbejdet med fodbolden siden 2014. Nu skal vi ud i håndboldklubberne og vise håndboldspillerne de muligheder, de har for at få rådgivning og support, så vi kan hjælpe flere med at tage uddannelse sideløbende med håndbolden og generelt støtte, rådgive og ruste dem til livet både under og efter håndboldkarrieren,” siger Rasmus N. Haagensen afslutningsvis.
Samarbejdet træder i kraft i januar 2022 og løber til og med 2024, hvor det er hensigten at forlænge aftalen.