5. september 2023
Hen over det meste af september måned går toppen af dansk fodbold, håndbold og ishockey sammen om en markant hyldest af danske soldaterveteraner.
Det sker, når Danmarks Idrætsforbunds Veteran Match afvikles over hele landet for at hylde, anerkende og støtte de mennesker, der har sat deres liv på spil for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter, og hvor nogle er vendt hjem med livsvarige mén.
Denne anerkendelse markeres via såkaldte hyldestkampe, hvor veteranerne hyldes og anerkendes på sportens arenaer både før og under i alt 47 professionelle kampe i fodbold, håndbold og ishockey.
12 ud af Herreligaens 14 klubber samt to 1. divisionsklubber er med i initiativet, hvor også hele dommerstanden bakker op med en synlig anerkendelse af veteranernes indsats for Danmark.
Mens klubberne vil spille i trøjer med Veteran Match-logo, vil dommerne nemlig dømme i helt unikke camouflage-dragter. Alt sammen for at vise støtte og opbakning til alle de veteraner, der har været udsendt for Danmark.
”Vi er primært med på grund af formålet. Veteranerne får alt for lidt opmærksomhed, og de fortjener at blive givet langt mere. Jeg synes, vi skylder en særlig tak til de mennesker, vi sender ud i verdens brændpunkter med deres liv som indsats, og som må leve med gener, når de kommer hjem igen,” siger Mads Hansen, topdommer og talsmand for dommerne i Herreligaen."
Kampene i Herreligaen afvikles fra uge 36 til 38.
Oversigten over samtlige kampe inkl. link til den enkelte kamp kan findes her
FAKTA
Kort om Veteran Match
Formålet med Veteran Match 2023 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.
Bag Veteran Match står DIF Soldaterprojekt, alle fodboldklubber fra Superligaen og NordicBet Ligaen, hele Metal Ligaen (ishockey), stort set alle klubber fra HerreLigaen (håndbold) samt en række kommuner over hele landet.
Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden bidrager med økonomisk støtte til at finansiere Veteran Match.
I alt bliver der i september afviklet 47 hyldestkampe fordelt på de involverede ligaer.
Læs mere på www.veteranmatch.dk