SPEEDRECRUITERS BLIVER NY HOVEDSPONSOR FOR HÅNDBOLDENS SUPER CUP

16. november 2020

Divisionsforeningen Håndbold præsenterer i dag den nye sponsor for Super Cup. Det bliver Talent-Tech virksomheden Speedrecruiters, der fremover vil sponsorere håndboldens Super Cup for både kvinder og herrer.

Som medarrangør af Super Cup vækker aftalen glæde hos direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Thomas Christensen: ”Super Cup er en traditionsrig og god måde at starte hver sæson på. Og vi glæder os meget over, at Speedrecruiters nu er indtrådt i håndboldfamilien og blevet hovedsponsor for de to finalekampe, hvor sæsonens første trofæer som bekendt er på spil. Vi er også glade for at lande aftalen i en tid, hvor snakken om Covid-19 restriktionerne fylder meget, men det sætter blot en tyk streg under den tiltrækningskraft og stærke platform elitehåndbolden har herhjemme”, siger Thomas Christensen. For Speedrecruiters var det oplagt at blive sponsor for Super Cup, da chancen bød sig. ”Vi er et landsdækkende selskab med kunder og kontorer i både Jylland og på Sjælland. Det at gå ind og støtte et højprofileret håndboldprojekt som Super Cup som sponsor og samtidig få mulighed for at komme i en god dialog med de danske håndboldeliteklubber, gør at vi glæder os meget til samarbejdet”, fortæller Michael Lunderskov, direktør og stifter af Speedrecruiters. 

”Størrelsen på sponsoratet - der igangsættes allerede nu - bliver en fleksibel størrelse. Vi har tidligere med succes brugt konceptet i Superligaen, hvor der både blev genereret flere penge til eliteafdelingerne og flere opgaver til os. Det bliver en win-win for alle”, siger Michael Lunderskov, som understreger at det ikke giver mere arbejde for de enkelte klubber, men gerne skulle generere flere penge til talent- og elitearbejdet i håndboldklubberne.

”De bedste af de bedste…”

”Det er det største sponsorat, vi nogensinde er gået ind i, men vi tror på, at dansk elitehåndbold skaber så stor opmærksomhed, at vi kan få udbredt kendskabet til fremtidens digitale rekrutteringsplatform. At Super Cup finder vinderen blandt de bedste af de bedste passer perfekt til Speedrecruiters DNA, der også hjælper virksomhederne med at finde de bedste af de bedste så hurtigt og præcist som muligt ved hjælp af bl.a. virtuelle interviews”, slutter Michael Lunderskov.

Fakta om Speedrecruiters

Speedrecruiters er en dansk Talent-Tech virksomhed, der med en unik digital platform løbende indsamler og bearbejder data fra alle jobinterviews genereret gennem selskabets SaaS-løsninger. Det er blevet til over 80.000 interviews med kandidater til næsten 2.000 jobs i danske virksomheder, hvor stillingerne tæller alt fra lederstillinger til almindelige funktionærjobs. Det giver selskabet et unikt indblik i, hvordan arbejdsmarkedet udvikler sig med hensyn til kandidaters alder, køn, anciennitet, kvalifikationer og lønkrav, der skal matches til de forskellige kompetencer virksomhederne efterspørger. Speedrecruiters opfanger og analyserer med andre ord dagligt de nyeste trends i arbejdsmarkedet med adgang til de absolut nyeste tal, der afspejler Talent Tech-branchens udvikling og dermed på mange måder også udviklingen i det omgivende samfund. Speedrecruiters har kontorer i København, Fredericia, Fyn og på Grønland.

x