Team Esbjerg vinder Bambuni Super Cup 2026

23. august 2026

Det er det evige revancheopgør mellem de to tophold, Team Esbjerg og Odense Håndbold, og hver gang de går på banen, er der ild i øjnene på alle spillerne. I dagens opgør i Bambuni Super Cup skulle endnu en test stå, hvor begge hold havde nye navne på holdkortet – og især Odense Håndbold havde flere store navne i startopstillingen såsom Johanna Bundsen og Anna Vyakhireva.

Efter en sæson, hvor succeserne bølgede frem og tilbage, er holdene atter tilbage på banen i en første kamp, der i flere perioder af kampen viste tegn på, at begge hold skal vænne sig til at have halgulvet under fødderne igen og samspillet banket helt på plads.

3,5 minutter skulle der gå, før første mål fløj i kassen af Ingvild Bakkerud, men så kom der også hul på bylden for begge hold. Odense kom bedst fra start, men det var kun indtil både Henny Reistad og Katharina Filter spillede sig varme. Team Esbjerg spillede sig hurtigt til en tomålsføring, der holdt ved det meste af første halvleg.

20 minutter inde i kampen blev der dog midlertidigt stille i Esbjerg hjørnet, da Line Haugsted måtte se slukøret til, mens hun modtog et rødt kort for at ramme Odenses Maarschalkerweerd i ansigtet.

Det hårde slag viste sig dog ikke at gå i spilleglæden hos de vestjyske spillere, for ved pausen kunne de regerende danske mestre gå fra banen med en føring på 15-12.

Anden halvleg viste sig at blive et sandt mareridt for Odense Håndbold, der skulle bruge hele 8 minutter på at score deres første mål. De 8 minutter var præget af et hav af tekniske fejl, som Team Esbjerg udnyttede til fulde – fejlene fortsatte gennem resten af kampen, og det samme gjorde afstraffelserne. Efter 45 min. kunne Team Esbjerg sende bolden i kassen til en 10-målsføring. Og selvom Odense fik pyntet en anelse på resultatet i kampens sidste minutter, så tager det intet fra den store Esbjerg-sejr: 33-25.

Team Esbjerg demonstrerede på fornemmeste vis, at deres velsammenspillet grundstamme fra sidste år står stærkt og fortsætter dermed deres sejrsstime fra Bambuni Kvindeligaen.

Tillykke til Team Esbjerg med årets første titel som vinder af Bambuni Super Cup 2026.