10. januar 2024
I dag går det løs med EM i Tyskland, hvor Danmark møder op som storfavorit, og hvor holdet i morgen indleder medaljejagten mod Tjekkiet. Dermed er der pause i Herreligaen frem til d. 2. februar, hvor Bjerringbro-Silkeborg og Mors-Thy Håndbold spiller årets første ligakamp.
Traditionen tro er det derfor også tid til at kåre Efterårets Hold i Herreligaen, hvor Tophåndbolds statistik-pointsystem ”Most Effective Player” (MEP) ligger til grund for udvælgelsen. Alle spillere har gennem efterårets 18 runder akkumuleret et MEP-tal og er efterfølgende blevet målt op mod hinanden på de respektive syv positioner, hvorefter Efterårets Hold er fundet.
Øverst på MEP-listen troner Tobias Nielsen fra TMS Ringsted, og det har selvsagt givet den blot 20-årige højre fløj en plads på Efterårets Hold. Hele 79,23 MEP-point har fløjraketten skrabet sammen, og det er en anelse mere end Emil Madsen fra GOG, der opnåede 76,35 point. Madsen kan til gengæld glæde sig over at være med i landsholdstræner Nikolaj Jacobsens EM-trup, og den 23-årige højre back får følgeskab i Tyskland af to andre spillere på Efterårets Hold, nemlig Aalborg Håndbold-esserne Niklas Landin og Simon Hald.
De øvrige tre spillere på Efterårets Hold er Lemvig-Thyborøn Håndbolds Jeppe Gade, Ribe-Esbjerg HH’s William Aar samt Nordsjælland Håndbolds Jeppe Cieslak. Førstnævnte har ved flere lejligheder brændt banen af i efteråret, hvor han i oktober blev kåret til Månedens Spiller, mens han også med sin præstation d. 13. oktober mod SJE, bragte sig ind i Top10 på All Time MEP-listen, der har eksisteret siden 2007.
Efterårets Hold i Herreligaen er:
Målvogter: Niklas Landin, Aalborg Håndbold, 43,85 MEP
Venstre fløj: Jeppe Cieslak, Nordsjælland Håndbold, 47,78 MEP
Venstre back: William Aar, Ribe-Esbjerg HH, 68,02 MEP
Playmaker: Jeppe Gade, Lemvig-Thyborøn Håndbold, 70,53 MEP
Højre back: Emil Madsen, GOG, 76,35 MEP
Højre fløj: Tobias Nielsen, TMS Ringsted, 79,23 MEP
Stregspiller: Simon Hald, Aalborg Håndbold, 50,19 MEP
Om MEP-systemet
MEP er et udtryk for, hvor effektiv den enkelte spiller er i alle angrebs-facetterne. Eksempelvis giver mål og assist plus point, mens brændte skud og fejlafleveringer giver minus. På baggrund af alle aktioner opnår den enkelte spiller et samlet point-antal efter hver kamp, der viser, hvor effektiv han har været sammenlignet med alle de andre spillere. MEP-scoren akkumuleres fra kamp til kamp, hvorefter der skabes et samlet overblik over, hvilke spillere, der gennemgående er mest effektive i Herreligaen. Dette kategoriseres på hver position og dermed kåres Efterårets Hold.